Live: Tønder Festival 2008: Dartmoor-darlingens glade aften

30.08.08. Af Søren Jensen Lund

Seth Lakeman, Telt 1 fredag, Tønder Festival 2008 (foto: Bo Petersen)

Seth Lakeman, Telt 1 fredag, Tønder Festival 2008 (foto: Bo Petersen)

Seth Lakeman leverede en præstation der konsoliderede ham som kronprinsen af engelsk folk.

Tønder Festivalen slog fredag aften dørene op for et varieret program i Telt 1.

De svenske Dixie Chicks-kloner, Baskery, fremtryllede en gang heftig bluegrasset og blueset country, hvor deres energi og fremtræden nok i grunden var mere interessant end det, der kom ud af højtalerne. I programmet blev vi lovet punk-attitude, men på trods af spændende eksperimenter med en forvrænget banjo, lå Baskery nok noget tættere på The Corrs eller førnævnte Dixie Chicks end på The Clash og hvad jeg ellers forbinder med punk.

Deres harmonier var gode, men man blev i længden lidt træt af denne evindelige 3-stemmige skønsang. Der var nogle bluesede elementer, hvor især Greta Bondesson trådte frem i lyset med lækker blues-slide-banjo. Desværre røg det ret hurtigt tilbage til den lidt for klichéfyldte country.

Seth Lakeman er derimod ikke klichéernes mand. Knægten fra Dartmoor tonsede igennem med et intenst og nærværende sæt. Repertoiret var hentet fra pladerne ”Freedom Fields” og den seneste ”Poor Man’s Heaven”. Seth Lakeman bevægede sig konstant i grænselandet mellem rock’n’roll og god gammel engelsk folk. Med sig på scenen havde Seth Lakeman tre musikere, hvor bassisten, Ben Nicholls, var fænomenal. Hans kontrabas klædte Seth Lakemans melodiøse sange perfekt og skabte masser af variation i et musikalsk udtryk, der ellers var i fare for at blive en anelse monotont.

Meget (mod)sigende, var de numre, hvor Seth Lakeman for alvor var rock’n’roll-gud, de hvor han alene på scenen med violin og gulvtramp, fik vækket et ellers sløvt publikum. ”The Lady of the Sea” resulterede dog i genkendelsens glæde hos publikum. Mens lysmanden gik amok i blinkende og panorerende grønt lys, fremførede Seth Lakeman sangen med en sjældent set energi.

Et andet højdepunkt var den vanvittig smukke sang, ”King and Country”. En nærmest episk fortælling om den unge mand drager i krig og bliver længere og længere tid væk, mens den forlovede venter hjemme. Temaet genkendes fra tonsvis af gamle engelske folkesange, men med Seth Lakeman bliver, det måske evigt aktuelle tema, hevet up to date. ”King and Country” blev fremført midt i sættet, på trods af den sidste-nummer-potentiale, og virkede som sådan godt. Det var en afdæmpet version, hvor Seth Lakeman trådte tydeligt frem, i modsætning til andre af numrene, hvor tingene mudrede lidt sammen.

Seth Lakemans koncert sluttede desværre meget brat uden ekstranummer. Dette skyldtes måske at han havde haft en lang dag, men måske var grunden også det lidt tamme publikum.

Hverken publikum eller træthed forhindrede Seth Lakeman og bandet i at levere varen. Han er og bliver ét af de mest interessante skud på den nye engelske folkstamme.

Et andet band, som har fået en opblomstring de seneste år, er skotske Shooglenifty. Bandet sluttede af i Telt 1 fredag aften med en koncert, hvor der blev vendt op og ned på de gængse forestillinger om folk-rock. Mens en stor del af Tønder-publikummet har Runrig, Wolfstone og Great Big Sea som deres folk-rock-præferencer, går Shooglenifty i retningen af fordybelse og meditative klangflader, hvor helheden er vigtig frem for hurtige tunes med 1-2-1-2-storetromme. Der var jammende passager og musik fra hele Verden gav de traditionelle skotske melodier nye klæder. Shoogleniftys tilgang til deres musik er ikke ulig irske Kílas og det virkede meget som om at en del af inspirationen kom fra den amerikanske newgrass- og jam-scene. Selvom mange publikummer havde sendt sig selv videre ud i natten, virkede det som om, at de der var tilbage var i stand til at kapere Shoogleniftys eksperimenter.

Tønder Festival, Telt 1, fredag d. 29. august
Baskery
Seth Lakeman
Shooglenifty


En ærbødig finger fra Danny Boy


Daniel Lanois er én af de mest indflydelsesrige producere i moderne tid. Det var ham der hev Bob Dylan op fra firser-dyndet og producerede klassikeren Oh Mercy og det var ham der forvandlede Emmylou Harris fra country-girl til country-diva med pladen Wrecking Ball.

Fra Wrecking Ball har Lanois stjåldet sin sang Where Will I Be tilbage og åbner Here Is What Is med en forrygende version af sangen. Der gik lige et par minutter før jeg fandt ud af hvad det var for en sang. Først troede jeg at det var én af sangene fra den tidligere plade, Shine, han skødesløst havde genbrugt. Det er selvfølgelig ulempen ved at have en så karakteristisk lyd, at nogle af numrene glider lidt sammen og kommer til at lyde ens.

Men at Daniel Lanois også er en performing artist er der ingen tvivl om. Måske har han ikke en stemme som Emmylou, og måske skriver han ikke sange som Dylan (på en god dag), men hans egne plader er specielle. Det er især hans kærlighed for pedal-steel der skiller ham ud. Daniel Lanois har en stor del af skylden for at pedal-steel-guitaren er brudt ud af truck-drivin'-country-kassettebåndene fra BP- og Gulf-stationerne og blevet et instrument folk tager seriøst.

Here Is What Is er måske det bedste Daniel Lanois-album til dato. Pladen er cool og tilbagelænet og samtidig er Lanois aristokratisk og selvhøjtidelig på en måde man bare ikke kan få nok af. Selvfølgelig er der, som med alt hvad han har med at gøre, et dybt seriøst skær over det hele. Der er en vilje eller en trang til at omdefinere, omstrukturere, skabe nye veje for musikken og føre americana´en til steder hvor den aldrig har været. Det er en balance mellem det velkendte og det ukendte – som om han ærbødigt giver traditioner og konventioner fingeren.

De smukke sange er det bærende element. Min absolutte favorit er balladen ”Not Fighting Anymore”. Dertil er der en række instrumentale numre, hvor Lanois eksperimenterer med stilarter og, måske, endda forsøger at arbejde sig lidt væk fra den lyd, der er så kendetegnende for ham. Til sidst er der et par samtaler mellem Daniel Lanois og Brian Eno taget fra den film, som Here Is What Is i virkeligheden er soundtrack til. Det kan selvfølgelig være sjovt nok at høre Dannyboy snakke løs om alt muligt med en sær blokfløjte i baggrunden, men anden og tredje gang man hører det, har man fået nok. Men på trods af disse spoken words-intermezzoer er Here Is What Is et nyt mesterværk fra Lanois' hånd.

Daniel Lanois


Here Is What Is
(Red Floor Records / Kick Music)

LIVE: Kíla - A Hot Night in Dublin

09.08.08. Af Søren Jensen Lund

Kíla spillede en fremragende koncert på hjemmebane i Dublin.

Kíla spillede en fremragende koncert på hjemmebane i Dublin. Foto: Søren Jensen Lund.

Det irske trad / cross-over-band Kíla har ikke spillet meget i Danmark, men i hjemlandet er de store. Med deres konstante legen med forskellige stilarter, er de nogle af de helt store fornyere af den irske og keltiske musik.

Hvis man skal være en anelse grov, kunne man påstå, at den traditionelle irske musik ikke rigtigt er kommet videre, siden The Bothy Band og Planxty revolutionerede scenen i starten af halvfjerdserne. Måske en overdrivelse, men dog virker det tit som om, at også helt unge irske trad-bands ridder den samme galoperende hoppe, som Dónal Lunny, Tommy Peoples, Paddy Keenan, Andy Irvine og de andre satte i fart dengang. Det er absolut ikke talent der mangler, men mere modet til at turde at røre ved én af de mest stolte og levende folkemusiktraditioner i Verden. Fornyelsen af den keltiske musik er i de senere år mest kommet fra Skotland og Canada.

Én af undtagelserne (der er naturligvis flere) er Kíla. På trods af deres efterhånden 25 år som orkester, har man ikke set meget til dem i Danmark, men i Irland er de store. Det skyldes nok i nogen grad Ó Snodaigh-brødrenes multitalenter som forfattere, digtere, filmskabere og skuespiller, men først og fremmest Kílas udvikling fra at være et næsten trad-band til at være et af de mest interessante cross-over-bands inden for den keltiske musik.

I løbet af sommeren spiller Kíla to koncerter på The Academy. Long Hot Summer Nights kalder de arrangementerne, og eftersom det foregår i regnfulde Dublin, hviler der et lettere ironisk skær over navnet.

Den første lange varme aften var den 31. juli. The Academy var pænt fyldt af fortrinsvis Heineken-bællende unge mennesker. Frontmanden Rónán Ó Snodaigh varmede op under publikummerne med et meget langt – sådan føltes det – solosæt, hvor han maltrakterede en temmelig dårligt stemt guitar som akkompagnement til nogle ret gode og iørefaldende sange. Imellem sangene reciterede han sine digte, som jeg, med deres eksplicitte nationalistiske indhold, havde lidt svært ved at relatere til.

Endelig kom resten af bandet på scenen. Det viste sig meget hurtigt at Rónán Ó Snodaighs udtryksfulde bodhran-spil langt overskyggede hans evner som guitarist (og guitar-roadie). Selvom det var svært at fange finesserne med pumpende trommer i baggrunden, skabte det helheden. Og så skal det nævnes at han stod op og spillede, og ikke mindst kiggede ud på publikum i modsætning til de fleste andre bodhran-spillere, der stirrer ned i jorden, eller nærmest ser ud til at sidde og sove på deres tromme.

Musikken var ofte bygget op omkring traditionelle og traditionelt inspirerede jigs og reels, men frem for at spille dem fra ende til anden, var melodierne brudt op, og der blev generelt lagt lige så stor vægt på groovet i musikken – ikke ulig det andet mønsterbrydende irske band Afro Celt Sound System. Men hvor Afro Celt bruger samples og loops til at skabe groovet, spillede Kíla udelukkende ”rigtige” instrumenter.

Der var lange improviserede stykker, hvor uileann piperen Eoin Dillon som regel bevægede sig længere og længere væk fra melodien og fik sit instrument til at hyle og jamre, som var det en Les Paul i hænderne på Slash, eller hvem det nu kunne være. Og bedst som det hele var ved at forsvinde i en gang øredøvende larm, fandt alle sammen tilbage til den oprindelige melodi, og Dublin-publikummet hoppede jublende rundt, så luften var tyk af lunken Heineken, der forsvandt fra plastic-krusene og op i fjæset på ejermanden og dennes umiddelbare nærhed. I projektørlysets skær kunne det ligne en solid Roskilde-skylle, eller blot en 4. klasse der var gået amok med vandballoner. Men det var ligemeget for der var Loooooooong Hot Summer Night i The Academy.

Da jeg for nogle år siden oplevede Kíla på Folkwoods-festivalen i Holland, var jeg en anelse træt af det lidt frelste hippie-trip bandet kørte. Der var lidt af det samme i The Academy, specielt når de forsøgte sig med at synge et eller andet, der muligvis skulle forestille at være indisk. Men de havde til fulde lagt selvhøjtideligheden fra sig og var indstillet på at lave en fuldfed fest i stedet for at lulle folk i søvn med tablas.

Kíla var en oplevelse. At se dem i deres egen by med hjemmebane-publikummet på lægterne, gjorde blot oplevelsen endnu større. Men mon ikke også at de kunne sætte gang i en fest i lille Danmark? Hvis det så ikke bliver til et ølpjaskende masse-orgie, skyldes det nok danskernes lidt mere afdæmpede facon i forhold til 600 drunk Irishmen on the loose.

Kíla - The Academy, Dublin, 31/7-2008

Skagen Festival: Hvor er Donovan?

08.07.08. Af Søren Jensen Lund

Barney McKenna er det eneste medlem af The Dubliners, der har været med siden starten i 1962. Foto: Søren Jensen Lund

Barney McKenna er det eneste medlem af The Dubliners, der har været med siden starten i 1962. Foto: Søren Jensen Lund

Afslutningskoncerten på årets Skagen Festival bød på små sensationer, som da Sebastian trådte op på scenen for at spille et par numre sammen med sit store idol Donovan. Musikalsk var det dog The Dubliners, der var tættest på at levere varen.

”I looked in the closet, there was Donovan,” messer Bob Dylan i nummeret "Talkin' World War III Blues" i ”Don't Look Back”. I filmen, der skildrer Bob Dylans turné i England i 1965, er der også en fantastisk scene med Donovan, hvor han fremfører sangen ”To Sing For You” på et hotelværelse.

Donovan sang ikke ”To Sing For You” i Skagen. Ej heller fik vi absolute beginner-hippie-guitar-klassikeren ”Donna Donna”. Derimod pløjede han sig troskyldigt igennem samtlige andre hits – store som små – der på et eller andet tidspunkt talte til folk på en måde, så de fyrre år senere ville troppe op i Badmintonshallen søndag aften på Skagen Festivalen. Donovan formåede aldrig at komme ud af skabet, som han tilsyneladende har været i ret længe. Dog må man sige, at som nostalgi-trip og en anakronisme af de større, var Donovan en stor oplevelse for mange publikummer. De samme publikummer virkede dog en anelse sløve, men kom op på mærkerne da vores egen Sebastian blev inviteret på scenen for blandt andet at synge ”Colours”.

Festivalen blev lukket, som så mange gange før, af irske The Dubliners. Det kan næppe overraske nogen, at der heller ikke her var noget nyt under solen. Dog er der en autencitet og et nærvær over de aldrende mænd, som er dybt charmerende. Banjo-ikonet Barney McKenna blev hjulpet på scenen, og så for det meste ud til at tage sig en blunder, men alligevel var hans spil, i vid udstrækning, tight og flot. Tilsammen leverede de en fin koncert med en energi, man ikke ofte ser fra mænd på den gode side af de 60. The Dubliners er en institution på Skagen Festivalen og de sympatiske irere forstår at skabe en god stemning og få alle folk til at skråle med på good old Irish sing-alongs, som alt for ofte tendere til at blive de mest skamridte klichéer på Skagen Festivalens andre scener. Således kan man en tilfældig dag på Havnescenen tælle sig til ikke mindre end fem forskellige versioner af ”Whiskey in the Jar”, den ene mere fantasiløs end den anden, men når The Dubliners gisper sig igennem den som ekstranummer, er det ok. Det er helt ok. Det er deres sang. Punktum.

Donovan og The Dubliners, Skagen Badmintonshal, 6. juli, 2008

SPOT 2008: Annika Aakjær: Payback-time for Pippi

15.06.08. Af Søren Jensen Lund

Annika Aakjær. Pressefoto.

Annika Aakjær. Pressefoto.

Det handlede om kasserede Barbiedukker, fingeret graviditet, utilfredse mænd på 55 og toilettet, hvor drømmene får frit løb, da Annika Aakjær åbnede Rytmisk Sal om fredagen på SPOT. RootsZone anmelder koncerten og det nye album ”Lille Filantrop”.

Oprindeligt er hun fra en lille by udenfor Aalborg, som hun ikke ville nævne, da der ligger en galeanstalt der. Hun flyttede til Århus, og tog siden springet til København.

Annika Aakjær instisterer på at være sig selv. Hendes sange handler om de løftede pegefingre, og virker nærmest som et hævntogt på de smarte og smukke piger, den bedrevidende gymnasielærer og i det hele taget på alle de folk, der forlanger og forventer noget af hende.

”Jeg er så heldig, at mine forældre ikke er blevet til noget. Det er nemt at leve op til,” sagde Annika Aakjær fra scenen på SPOT. Stik imod formaninger fra diverse Venstre-undervisningsministre holder hun sabbatår på sjette år. Lad os kalde det girl-power. Altså den der slags girl-power der kommer fra Pippi Langstrømpe i højere grad end fra Spice Girls. Og så ligner hun faktisk lidt vores allesammens Pippi. Med knaldrødt hår og tusindvis af farver i hendes tøj. Sådan lidt naiv, men målrettet, og så er jeg ret sikker på, at hun sagtens kunne løfte en hest.

I hvert fald sætter hun sin tidligere gymnasielærer grundigt på plads i sangen ”Utilfreds i en Alder af 55”. Hans liv er så tragisk, at han i en alder af 55 bestiller sit gravsted. Det er girl-power, der gør op med autoriterne og det normale. Normaliseringerne. Det er altsammen pakket ind i en spidsfindig humor, der minder temmelig meget om Allan Olsen og Niels Hausgaard. Lange introduktioner fra scenen, der fik folk i Rytmisk Sal i Musikhuset til nærmest at falde sammen af grin.

For eksempel ville hun gerne skrive en sang om kærlighed, men hun havde svært ved at relatere til det. I stedet har hun skrevet en sang om et toilet, da det burde være noget, alle har et forhold til. ”Så må de med stomi prøve at sætte sig ind i, hvordan det er,” lød introduktionen til ”Drømmenes Toilet”.

Med debuten, ”Lille Filantrop”, har Danmark fået en sangskriver med masser af power. Meningsfulde tekster pakket ind i smukke og ofte befriende poppede melodier. Der er helt bestemt P3-potentiale, og hvilket som helst nummer fra ”Lille Filantrop”, der vil blive spillet på P3, vil være det bedste nummer, der bliver spillet den dag.

På titelnummeret får Annika Aakjær hjælp af rapperen Per Vers. Han rapper om alle de, der hele tiden taler om, at man skal have rundsave på albuerne, se at vokse op og indse, at livet ikke er lutter lagkage. Ja, her kommer igen kære, gamle (eller unge) P3 ind i billedet. Ironisk nok havde man på fornem vis mixed Per Vers ud af radio-versionen. Dette blev også kommenteret af Annika Aakjær fra scenen. Hvis ikke P3 ville spille pladen, kunne hun jo lige så godt have ladet være med at lave den.

Nej, selvfølgelig ikke. ”Lille Filantrop” er det suverænt stærkeste danske singer-songwriter-udspil i mange år. Teksterne er lige i skabet. Det ene sekund bliver man fanget i en dyb følelse af sentimentalitet over en hævngerrig barbiedukke! I det næste sekund får man latterkramper af pigen, som for at holde på sin kæreste, lader som om, hun er gravid, voldæder for at blive tyk, for til sidst, alligevel, at blive forladt, da hun glemmer at skylle en tampon ud i toilettet.

Alene det, at synge om brugte tamponer i disse pretty-face, be sexy-tider, må kræve mod. Men Annika Aakjær spidder babe-generationen, og rister dem langsomt, mens hun nyder synet.

Med sig på scenen på SPOT havde hun Henrik Marstal, som i øvrigt også har produceret ”Lille Filantrop”. Det meste af tiden spillede han autoharpe, men også en lidt tilfældig cello kom på banen. Der var dog mest tale om at file løs og skabe en god disharmonisk kontrast til Annika Aakjærs rene stemme og Kasper Rasmussens klokkespil.

Live: Bob Dylan: Forudsigelighed og stjernestunder

29.05.08. Af

Søren Jensen Lund

Ja, den er god nok. 770 kroner for en billet!

Ja, den er god nok. 770 kroner for en billet!

Bob Dylan er kendt for hele tiden at fortolke sine egne sange og på den måde give dem nyt liv. Ved koncerten i Arena Fyn i Odense virkede det som om Dylan er gået lidt i stå, men heldigvis bød koncerten på stjernestunder.

Med en billetpris på 770 kroner må man efterhånden spørge sig selv om Bob Dylan er det værd? Det er desuden mig en kilde til forvirring, at der er folk, som har betalt de 770 kroner og så bare står og snakker det meste af koncerten uden egentlig at tage notits af, at der sker noget på scenen.

Koncerten og sætlisten var i store træk den samme som den i Herning for cirka et år siden. Det var både godt og skidt. Det var godt, fordi de numre der gik igen, typisk sangene fra det seneste album, ”Modern Times”, er kommet godt ind under huden på Bob og bandet. "Spirit on the Water", "Beyond the Horizon", "When the Deal goes Down" og "Workingman's Blues #2" blev fremført perfekt og det samme gjaldt de mere bluesede kompositioner som "Rollin' and Tumblin'", "Summer Days", "Thunder on the Mountain" og "The Levee's Gonna Break".
Disse numre har mere eller mindre været faste det sidste års tid.

At der ikke er den store variation i sætlisten er derimod skidt af den årsag, at uforudsigelighed har været Bob Dylans kendetegn siden tidernes morgen. Han har altid spillet de numre, han har haft lyst til. Det er hele idéen med The Neverending Tour. Det er ikke meningen, af Dylan ved sine koncerter skal promovere sit seneste album, men derimod give nye versioner af sangene fra sit kolossale bagkatalog krydret med enkelte nye numre. I dylanologien hedder det, at han fortolker sig selv.

Nu lyder jeg måske som en gammel mand, der bare vil høre de gamle numre, som jeg kender og ellers lukker øjne og øren for det nye. For det første kender jeg udmærket numrene på "Modern Times". Det er ikke verdens bedste Dylan-plade, men bestemt heller ikke den værste. For det andet bliver de gamle numre hele tiden til nye numre, da han, som jeg nævnte før, nyfortolker dem. Netop her er der mange der går i baglås. De vil gerne have at "Stuck Inside of Mobile With The Memphis Blues Again" lyder som den gør på "Blonde on Blonde" eller i det mindste som den gør på "Hard Rain". Men sådan er det ikke! Man tager ikke til koncert med Bob Dylan for at skråle med på oldies and goldies, men derimod for at få unikke og opdaterede udgaver af sangene.

Og det fik vi i Odense. "Positively 4th Street" var nærmest uigenkendelig. Sangen, der er en reaktion på en person der, på nudansk, har taget røven på den unge Dylan, indeholder vanvittig meget vrede og bitterhed. I gennem tiderne har Dylan da også spillet på hele følelsesregistret når han har fremført sangen live. Der er de vrede og rasende versioner, der er de skuffede og sørgmodige versioner og de sarkastiske og bitre versioner. I Odense virkede det lidt som om Bob var kommet videre og så det hele lidt på afstand. Ligegyldighed? Måske ikke, men der manglede bid.

Lad os lægge låg på historien om den kedelige og forudsigelige Bob Dylan ved lige at nævne den tamme version af "Like A Rolling Stone", der var det sidste ekstra-nummer. Faktisk var jeg ret glad for at det blev "Like A Rolling Stone" frem for "Blowin' In the Wind", der var ekstra nummer. Jeg synes ikke, at "Blowin' In the Wind" var så fantastisk i Herning, men jeg må så sige, at den trods alt var bedre end den livløse "Like A Rolling Stone" vi fik i Odense.

Og her er det så, jeg kaster mig i gruset og totalt overgiver mig til mesteren, kongen, verdensstjernen og koryfæet. Så kan man jo selv vurdere, om Dylan er 770 kroner værd.
"Tears of Rage" var en kæmpe overraskelse. Det er et af de mere sjældne numre på Dylans sætliste. Der var så meget indlevelse og bandet spillede afdæmpet og smukt. Dylan messede sig igennem sangen, og selvom det måske var de færreste der kendte (eller genkendte) sangen, var det et af højdepunkterne ved koncerten.

"It's Alright Ma" var vred og lige i skabet. ”Even the president of the United States sometimes have to stand naked.” Den evigt aktuelle sang fik måske ekstra næring af det faktum, at det for tiden, og lidt endnu, er George W. Bush der er denne præsident, og at han unægtelig indimellem står ret nøgen. Bob Dylan er ikke eksplicit politisk og har ikke som sådan været det siden starten af 1960'erne, men "It's Alright Ma" kan ikke undgå at være en kommentar til samfundet. Underfundig og hårdtslående. Storrockende, poetisk og genial.

Bob Dylan har evnen til at vælge sine musikere med omhu og presse alt ud af dem. Det band, som er en del af The Neverending Tour i disse år, står som et af de mest rockede. Bassisten Tony Garnier har været med fra starten og virker som den faste støtte som de andre læner sig op ad. Donnie Herron's steel-guitar giver især de rolige numre en ny dimension. Det leder tankerne hen på de fremragende koncerter i midt-halvfemserne med Bucky Baxter. Steel-guitar har altid klædt Dylans sange utrolig godt. Bob Dylan havde i Odense lagt guitaren fra sig og spillede udelukkende på orgel og selvfølgelig den obligatoriske mundharpesolo i ny og næ.
Orglet passer perfekt til Dylan. Hvor hans guitarspil, og især soloerne, til tider kunne ødelægge det meste af en koncert, virker hans ret simple orgelspil langt bedre. Og hvorfor også spille guitar-soloer når man har en mand som Denny Freeman? Freeman var det absolutte højdepunkt. Hans soloer var intelligente, og det lykkedes ham gang på gang at træde ud af de lidt snævre bluesrammer.

Især på "All Along The Watchtower", trådte bandet og ikke mindst Freeman i karakter. Han pløjede igennem lækre, rockede riffs og spillede soloer der måske ikke var Hendrix'ske, men som gav sangen liv. Med "All Along The Watchtower" nærmede Bob Dylan og band sig den ultimative Bob-experience.

Bob Dylan, Arena Fyn, Odense, 28. maj 2008.

Setlisten:

1. Tweedle Dee & Tweedle Dum
2. It Ain't Me, Babe
3. Rollin' And Tumblin'
4. Tears Of Rage
5. High Water (For Charlie Patton)
6. Spirit On The Water
7. Positively 4th Street
8. The Levee's Gonna Break
9. Workingman's Blues #2
10. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
11. Beyond The Horizon
12. It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding)
13. When The Deal Goes Down
14. Summer Days
15. All Along The Watchtower
16. Thunder On The Mountain (ekstranummer)
17. Like A Rolling Stone (ekstranummer)

CD: Crosby Loggins and The Light: "We All Go Home"

15.03.08. Af

Søren Jensen Lund

Cd: Crosby Loggins & The Light: We All Go Home"

Ligegyldig bilradio-pop fra amerikanske Kenny Loggins Junior.

"We All Go Home" er ukantet og ufarligt popmusik med americana-undertoner. En lettere blueset violin går igen på alle numrene. Der er sådan lidt Scarlet Riviera over det – altså hende der spillede violin på Dylans "Desire" og i øvrigt var med på The Rolling Thunder Revue-turneen i 75-76.

Dog skal den direkte inspiration nok i højere grad tillægges Dave Matthews Band. Jeg har altid fundet Dave Matthews temmelig poleret og i store træk kedelig, lige med undtagelse af hans geniale samarbejde med Tim Reynolds. At høre en endnu mere glatbarberet udgave af Dave Matthews er bestemt ikke optimalt.

Crosby Loggins kan sammenlignes lidt med et stykke tyggegummi man har haft i munden i halvanden time og egentlig havde glemt alt om. Når man så bliver opmærksom på det, er der ingen smag tilbage og man skynder sig at spytte det ud. På samme måde er der numre på pladen man kan høre 27 gange, mens man kører i bil uden overhovedet at lægge mærke til musikken. Når man så for 28. gang hører nummeret, synes man, at der er et eller andet, man har hørt før og skynder sig at skifte kanal.

Hvis man skal sige noget positivt, må det være, at musikken er så afpudset og intetsigende, at det simpelthen er umuligt at få nogen af sangene på hjernen. Hvis man skulle være interesseret i god få-på-hjernen-køre-pop-musik, vil jeg i stedet anbefale Robbie Williams i almindelighed og nummeret "Sexed Up" i særdeleshed.

Crosby Loggins er søn af Kenny Loggins, der hittede i firserne med titelsangen til filmen "Footloose", og som er kendt for sit makkerskab i 70'erne med Jim Messina i duoen Loggins & Messina.