"And it's just another bloody rainy day" synger Shane MacGowan på sangen White City fra pladen "Peace and Love". Men en smule regn er ikke nok til at lukke en Skagen Festival ned. På Roskilde Festivalen er regn lig med smat, risiko for epidemier, advarsler om druknedøden og massiv flugt fra festivalen. I Skagen betyder det, at folk går ind i Havneteltet og køber øl i stedet for at sidde uden for og drikke medbragt øl. Skagen Festival havde i 3 dage verdens største koncentration af Helly Hansen regnsæt, mens gæsterne i Roskilde beskyttede sig med sorte plastikposer og 10-kroners regnslag.

Skagens musikprogram i år var ikke meget mere opløftende end vejret. Man tager ikke til Skagen for at høre nye spændende navne. Man tager til Skagen, fordi det er nemmere, og fordi der trods alt er noget på plakaten, der kunne være interessant at (gen)høre.

Hyggeonkelen
Fredag i Badmintonshallen - Allan Olsen:

Hvor Allan Olsens optrædener med band sjældent har skuffet mig, har hans solo-optrædener aldrig fået mig helt op i femte gear. Jeg ved ikke, hvordan Allan Olsen skriver sine sange, men det er som om, at sangene fra hans Poul Krebs-periode (som han selv omtaler perioden med pladerne "Gajo" og "Pindsvin i Pigsko") fungerer dårligere solo end sangene fra de mere akustisk orienterede plader som "Onomatipoetikon" og "Sange for Rygere".

I Skagen havde Olsen, som han har for vane, lavet lidt om på melodien, og han spillede på en guitar, der var lidt for meget fedtet ind i chorus. Modsætningen var "En Anden Mands Pige" fra "Sange for Rygere", som var langt mere velegnet solo. Den let bluesede DADGAD-stil var perfekt underlægning.

Allan Olsen spillede en del numre fra sin nye plade, "Multi Importante". Mest underlig var sangen om "Poul Erik Krogen", som angiveligt skulle have været en sjov mand fra Vendsyssel med hang til brændevin. Olsen tillader sig at sammenligne denne P.E. Krogen med Lenny Bruce. Måske lidt underspillet ironi?

Og så var der sangen om den "Lille Gråspurv", som jeg i bedste fald vil karakterisere som ligegyldig. "Multi Importante" er ikke Allan Olsens bedste udspil, men da han som ekstranummer tog protestsanger-kasketten på og spiddede regeringen på "Roser og Violer er Blå", fik vi dog lidt af den velkendte skarphed. "Tromler frem over banen med bulldozerbold / der tackles igennem mod de svageste led / der spilles konsekvent på dem der ligger ned".

Sidste gang ,jeg hørte Allan Olsen i Skagen, var det en sur og bitter gammel mand, der gjorde nar ad sine bandmedlemmer, fornærmede andre musikere på festivalen og var ubehagelig over for publikum. I år virkede det lidt som om, at han var blevet dopet med Ritalin, hvilket kunne være forklaringen på, at en publikum næsten ubemærket kunne få lov til at stå og bræge "Op til Alaska" mellem numrene. Normalt ville Olsen benytte en sådan lejlighed til grundigt at sætte en sådan kanalje på plads. Den afdæmpede og venlige Allan Olsen er meget sympatisk. Hans sange er sympatiske og teksterne er (og har altid været) sympatiske. Hans uforudsigelighed gør ham spændende, og hans bidende sarkasme gør ham til en kunstner i Danmarksklasse (jeg ville gerne sige verdensklasse, men det er som om at folk der kun skriver på dansk aldrig helt når dertil – amerikanerne er for dumme til at forstå dansk).

Bjældeklang
Så blev det lørdag i Skagen, men det var regnen ligeglad med. Den fortsatte sig forehavende og silede veltilfreds ned på Helly Hansen-jakkerne, som åndede om kap med fadølsdunstende nordmænd. Regnens trommen mod telttagene blev akkompagneret af 300 sæt bjælder monteret på skinnebenene af 150 Morris-dansere, som var inviteret til Skagen for at deltage i Silkeborg Morris Mens 30 års jubilærum. Silkeborg Morris Men, som efterhånden er blevet et velkendt fænomen på Skagen Festival, blev startet af Pete Hockings og Bob Dickson.

Morris-dansen er en traditionel frugtbarhedsdans fra Midtengland, helt præcis Cotswold Hills. I 30 år har Silkeborg Morris Men været de eneste repræsentanter for denne danseform i Danmark, hvorimod den i England har langt større tilslutning. Lige så vel som man kan være uheldig at finde diverse folkedanser-foreninger til danske folkemusikfestivaler, spreder de engelske Morris Men god stemning ved mange af de engelske Folk Festivals. Det er den uhøjtidelige tilgang Morris-danserne har, der adskiller dem fra de kedelige danske museumsdansere. Nok er langt de fleste Morris-teams meget traditionsbundne – det er for eksempel kun mænd, der dansker Morris dance – men der er så meget humor i dansen og i det show, der er omkring dansen.

De fleste morris teams har en nar (jester), som med vilje danser forkert, går ud og ind af dansen som det passer ham og driller publikum. I nær tilknytning til Morris traditionen er den specielle form for gadeteater, Mummers Theatre. Ligesom morris-dansen stammer denne fra middelalderen, hvor den fungerede som en ventil hvor man undtagelsesvis kunne gør nar af den herskende klasse.

I Skagen var der samlet omkring 10 morris teams, hovedsageligt fra England og et enkelt Mummers Team. Coventry Mummers leverede et særdeles underholdende sæt på Skagen Egns- og Bymuseum, hvor de først dansede en traditionel sværddans, (de samme sværd var desuden skyld i, at et medlem kom i et 5-timers forhør i lufthavnen, da man i disse Red Alert-tider ikke bare tager 10 sabler med ombord på en flyver) som endte med, at de på tragisk vis kom til at halshugge dronningen. Det lykkedes til sidst the jester at helbrede den tilskadekomne dronning ved simpelt hen af skrue tiden tilbage. Coventry Mummers stod for traditionel engelsk humor, og det var tydeligt, at det var den samme slags gags, der siden har inspireret især Monty Python, blandt andet den flittige brug af mænd, som spiller kvinder.

Desværre var regnen skyld i, at den pompøse Winster blev aflyst. Winster er en slags processionsdans, hvor alle teams danser på en lang række gennem gaderne. Det ville have været utroligt flot at se alle de forskellige dragter på gaderne i Skagen, men det må blive en anden gang.

Et stort tillykke til Silkeborg Morris Men med de 30 år på bagen. Det er glædeligt at se så mange nye unge dansere, som tager traditionen til sig.

Don't mess with The Dissings!
Badmintonhallen lørdag aften – Dissing, Dissing, Las og Dissing:

Povl Dissing må være verdens rareste mand. Hans let påtagede naivitet og enfoldighed er charmerende. Men lad jer ikke narre af det. Povl Dissing er knivskarp, når han synger om global ophedning og andre ting som er bare en lille smule vigtigere end Operafest i Slotsparken. Jeg hader klichéen om at "enten kan man lide Povl Dissing, eller også kan man ikke". Povl Dissing har så meget sjæl i sin sang, at man under ingen omstændigheder kan påstå, at han synger grimt.

Jeg har set Povl Dissing mange gange, både med Benny Andersen, von Daler, Pierre Dørge og Brass Brothers, men det er med sønnerne og Las, at det pludselig rammer et eller andet. Man kommer ligeså meget (og måske endda i højere grad) for at høre Rasmus, Jonas og Las. Selvom Povl Dissing i Skagen førte ordet og gav koncerten et præg af caberet, så var han ikke stjernen. De er alle stjerner, og de formår at bibringe hver deres særpræg til koncerterne. På den måde minder Dissing, Dissing, Las og Dissing rigtigt meget om The Band eller Crosby, Still, Nash & Young. De skiftes til at synge én af deres sange, og de andre spiller til og lægger smukke harmonier ind over.

De fleste af sangene ved koncerten i Skagen var hentet fra gruppens seneste album, "Hjemløs". Disse sange var helt nye for mig, og kun de enkelte numre fra den forrige plade 3 gav anledning til diskret nynnen med. Desværre forlod alt for mange publikummer salen, da det gik op for dem, at de nok ikke kom til at høre "Rosalina" og "Go' nu nat". Disse sange hører til Dissing & Andersen, men den aften i Skagen var det et andet band.

Sangene var fremragende akkompagneret, og specielt Las' guitar og Jonas' mundharpe fik det hele til at flyde sammen. Kvartetten var udvidet med Nikolai Storr på bas og Jesper Elnegaard på trommer, som lagde en god bund uden på noget tidspunkt at fjerne fokus fra det tekstmæssige og de gode melodier. Dissing, Dissing, Las og Dissing sluttede koncerten af med I "Shall Be Released", som gruppen har taget til sig. Den ligger ret tæt op ad The Bands version fra "Music from Big Pink", men Dissing, Dissing, Las og Dissing har noget som The Band ikke havde – et vers sunget af Povl Dissing.

Up the Rebels!
I Badmintonhallen søndag var folk parate til at blive blæst væk af irske The Wolfe Tones. The Wolfe Tones var et af de irske bands som sammen med Clancy Brothers og The Dubliners for alvor satte gang i den irske folk-revival. The Wolfe Tones koncentrerede sig mest om de nationalistiske sange og lancerede blandt andet sangen "The Patriot Game".

Koncerten i Skagen virkede som én lang hyldest til den irske terrorbevægelse IRA, og Barry Warfield holdt den ene politiske brandtale efter den anden. Det var som om at deres fædrelandskærlighed blev næret af et udtalt had til alt, hvad der var engelsk/britisk. I det hele taget kunne det overraske, hvordan de 3 herrer i 44 år har kunnet bibeholde et sådan had og en så fundamentalistisk tankegang. Selvom man næppe kan sige, at der er fred i Nordirland, er der sket meget de sidste par år. Sinn Fein, der står for genforening med Irland og de forskellige Unionist-partier der støtter unionen med Storbritannien er begyndt at snakke sammen. På sidelinjen er der desværre stadig nogle bøller, der står og kaster med sten, og det er ikke spor gavnligt for en fredsproces. På samme måde kan man diskutere om The Wolfe Tones' uforsonlighed gavner fredsprocessen.

Dette forhindrede dog ikke ca. 1000 FOAer i skråle med på "The Boys of the Old Brigade" og andre sange ,der hyldede IRA. Der var tale om massesuggestion, der virkede meget skræmmende på et demokratisk anlagt individ som jeg selv.

Jeg har ellers stor respekt for, at man fra festivalens side havde fået fat i The Wolfe Tones. Det var deres første optræden i Danmark og stilen ligger tæt op ad den som man dyrker i Skagen – altså den irske sangtradition. At det skulle udvikle sig til et politisk manifest, kan være svært at forudse og er det egentlig ikke lige meget, hvis folk ikke opdager det og tilsyneladende har en god koncertoplevelse?

I det hele taget kan man være nok så arrogant, når man beskriver Skagen Festivals musikprogram og publikum. Sandheden er dog den, at festivalen, der tidligere har været ude i en økonomisk orkan, har rejst sig og nu kommer ud med overskud. Skagen Festival plejer også at have flere spændende navne på programmet, men man kunne håbe, at der blev mere plads til det mere eksperimenterende, og at man præsenterede flere navne som for eksempel Kadril og David Munnelly Band som gæstede festivalen sidste år.

Skagens publikum er faktisk meget mere åbne en festival-arrangørerne tror, og selv om mange af dem holder af at skråle højt til Whiskey in the Jar, kunne man sagtens forestille sig ligeså mange af dem klappe i takt til god irsk eller dansk folkemusik. Skagen Festival har skabt et godt fundament, men musikprogrammet lader meget tilbage at ønske.

RootsZone (2007)