Odense Folk Festival har fra starten forsøgt at præstentere de smalle, lidt nørdede bands. Der er en lang tradition for at have svenske orkestre på programmet, og årets festival var absolut ikke nogen undtagelse. Man kunne således høre Sofia Karlsson, Ranarim, Bazar Blå og Hoven Droven.

Hvad angår de tre første, syntes de at konsolidere en tendens, der har været i den svenske folkemusik meget længe: Det er for fint, for selvhøjtideligt og mangler ganske simpelt energi.

Manglede intensitet
Sofia Karlsson leverede en smuk koncert torsdag aften på Posten, hvor især mesteren, Roger Talroth, lyste op. Guitaristen, som ellers spiller med svenske Väsen og norske Annbjørg Lien, var meget tilbagelænet og afslappet. Hans genialiteter lurede under overfladen og kom kun momentvist frem. På denne måde gav han plads til Sofia Karlsson, som med sin utrolig flotte stemme både sang egne sange og fortolkede Cornelis Vreeswijk og Evert Taube.

Desværre var der ret lange pauser mellem numrene, hvor Sofia Karlsson stemte sin guitar. Det skal jo selvfølgelig gøres, men det betød at koncerten mistede en del af sin intensitet. Koncertens klimaks var Roger Talroths "Josefines Vals", som Sofia Karlsson havde skrevet tekst til. Det fungerede rigtigt godt, og selvom det måske ikke når samme højder som Väsen og Dervish' udgave af valsen, var det et godt bud på en nyfortolkning.

Fredag aften med Bazar Blå
Jeg har flere gange hørt Bazar Blå og er på mange måder betaget af bandet. Björn Meyer er i vide kredse anerkendt som en aldeles fremragende bassist, og det været karakteristisk for hans arbejde i Bazar Blå hele tiden at afprøve, udforske og bryde grænserne for, hvad en bas duer til.

I Odense brugte han for det meste en akustisk 6-strenget bas-guitar, som omtrent lignede en guitar og faktisk også omtrent lød som en guitar. Der manglede bund. Det var i højere grad godt guitarspil, end det var genialt basspil. Når Meyer så en sjælden gang hev sin elektriske bas frem, var det ganske anderledes. Så kom de funky grooves og den lækre blanding af melodier og akkorder, som kendetegner Bazar Blå.

Percussionisten Fredrik Gille arbejdede sig som en blæksprutte igennem bunkevis af percussion, skramle- og rasle-sager. I centrum var cajónen – en trækasse som man sidder og slår på. Gille høstede et massivt bifald efter en kort solo på en rammetromme, hvor han så at sige spillede på alle tangenter; dybe toner med håndfladen, hurtige slag med fingrene og så nærmest sådan en slags rumlepot-effekt, som han skabte ved at lade fingrene glide hen over skindet på trommen.

Også nyckleharpaspilleren Johan Hedin udmærkede sig ved hele tiden at bevæge sig væk fra melodierne, improvisere for så at vende tilbage. Der var et fremragende spil mellem de tre, og det så ret ofte ud til, at de gav pokker i numrenes form og indimellem "bare" stod og jammede. Dette krævede naturligvis meget af publikum, og Bazar Blå havde svært ved at nå ud over tredje stolerække.

Posten fungerer
Rytmeposten, som efter en grundig ombygning er kommet til at hedde Posten, er et fantastisk spillested. På Posten er der to scener – én til de store navne med mange publikummer og så en mindre scene til mere intime koncerter. Det virkede utroligt godt. Mens musikken spillede på den store scene, blev der gjort klar til det næste band på den lille scene, og omvendt.

På den måde undgik man lange pauser mellem sættene, men det havde måske den ulempe, at publikums sociale aktiviteter skulle udleves, mens musikken spillede. Der kunne være meget larm fra publikum, og det kan man jo selvfølgelig sidde at være sur over. Personligt synes jeg, at folk, der konstant sidder og tysser, er langt mere forstyrrende end de, der snakker lidt. Men det er vel smag og behag.

Fuld fart på Shetlandsmusikken
I hvert fald havde den muntre og lidt værtshusagtige støj en rigtig god indflydelse på de tre unge fyre fra Shetland, Mark Laurenson, Maurice Henderson og Ewen Thomson.

Shetlandsmusik er ganske enkelt fremragende. Der er ikke så meget pjat – bare fuld fart frem med skæve reels og hurtige polkaer. Når de så bliver spillet af tre personer, der ikke alene har den traditionelle Shetlandsmusik i blodet, men også tør give sig i kast med melodier udefra, kan det ikke gå galt.

Laurenson, Henderson og Thomson virkede i starten lidt nervøse og usikre, men med den førnævnte, lidt støjende stemning fra publikum løste de meget hurtigt op. Koncerten på den lille scene på Posten - og ikke mindst nattens Shetland/skotske jamsession i caféen på Kulturmaskinen - var et højdepunkt, der sendte mig tilbage til Hebridean Celtic Festival med Alister Fraser og timelange sessions på en lille pub i Stornoway på Isle of Lewis. Og lad mig bare sige: Jeg vil til enhver tid vælge en 16-årig knægt fra Shetland, der spiller violin, til fordel for de 10 mest feterede og hypede irske bands.

Publikum nok til to scener?
Normalt gør Odense Folk Festival brug af Badstuen til de mere intime koncerter. I år var Badstuen afløst af Kulturmaskinen i Pantheonsgade. Da Kulturmaskinen lå ret langt væk fra Posten, var der ikke som tidligere den samme mulighed for at gå frem og tilbage mellem koncerterne på de to steder. Det var lidt en skam. I det hele taget kan man diskutere, hvorvidt publikumspotentialet er stort nok til at kunne rumme aftenkoncerter på både Posten og Kulturmaskinen. Ligeledes kan man diskutere, hvorvidt det var hensigtsmæssigt at placere det nye højtprofilerede danske band Habadekuk samtidig med hovednavnet Hoven Droven.

Habadekuk med power
Der var ikke mange folk til stede for at høre Habadekuk og det var ærgeligt. I spidsen for Habadekuk er Kristian Bugge, tidligere vinder af P4s Radiumpris. Med sig på scenen på Kultermaskinen havde han en række af de bedste musikere på den danske folkscene – Steffan Sørensen på bas, Rasmus Brylle på trommer og Peter Eget på harmonika. Men det, der for alvor placerer Habadekuk som et af de mere interessante folkbands, er blæsergruppen bestående af Peter Hellesøe på sax, Jakob Holdersen på trompet og Rasmus Henriksen på trækbasun.

Med stor inspiration fra Quebec-bandet La Bottine Souriante bød Habadekuk på traditionelle danske melodier med masser af power fra blæserne. Bandet havde en vanvittig energi, og selvom det svigtende publikum betød, at der gik lidt bal i koncerten, var Habadekuk en stor oplevelse. Det var vildt fedt, at blæserne spillede med på melodierne. Når man én gang har hørt Hans Mydtskov, ved man, hvor perfekt for eksempel en saxofon er som folkemusik-melodi-instrument. Man kan så håbe, at blæserne efterhånden kan lægge noderne fra sig og give sig fuldt ud. Ja ok, Rasmus Henriksen er undskyldt da han er ganske ny i bandet.

Om Habadekuk er helt oppe på niveau med Baltinget Special – altså der hvor de havde blæsere med – er svært at sige og vel også irrelevant. Idéen med at lade sig inspirere af den energi ,La Bottine har, er rigtig god, og Anders Ringgaards blæserarrangementer er indimellem ret fantasifulde.

Habadekuk vil inden længe blive udvidet med Rasmus Zeeberg på guitar og Nikolaj Busk på tangenter, hvilket absolut ikke gør det mindre spændende at følge orkesteret i fremtiden.

Mere musik fra vest
Jeg håber, at Odense Folk Festival vil sende flere blikke vest- og sydpå, i stedet for, som der er for vane, mest at koncentrere sig om Sverige. Festivalen er en del af det folkmiljø, der er i Odense, og kan sagtens være det sted ,hvor de talentfulde unge mennesker fra folkemusikuddannelsen møder musikere og får nye indtryk.

Med både en folkemusikuddannelse og en folkfestival, kan der drages sammenligninger mellem Odense og Kaustinen i Finland og Falun i Sverige – begge byer er folkemusik-metropoler i deres respektive lande. Odense har dog den fordel at den i modsætning til de to andre byer ligger tættere på resten Europa – og at miljøet i Odense nok er mindre traditionelt funderet.

Festivalen kunne måske også bevæge sig lidt væk fra det, man traditionelt forbinder med folkemusik og præsentere orkestre, som i højere grad er crossover mellem forskellige genrer, hvor det ikke nødvendigvis er folkemusikken, der er i centrum. Odense Folk Festival har et stort ungt publikum, og jeg tror, at de er meget mere åbne, end arrangørerne er klar over.

Man kunne fra festivalens side også være lidt mere grundig, når man laver programmet. Når man sælger billetter, som giver adgang til koncerter på både Posten og Kulturmaskinen, kunne det være en god idé at sætte cirka-tidspunkter i programmet for, hvornår de forskellige bands spiller.

RootsZone (2007)