Rambles

Múm
Go Go Smear The Poison Ivy
FatCat Records

Godt nyt fra koncert-aktuelle Múm

Måske har der de seneste år været en del hype omkring islandske bands. I perioder har det været som om at et navn med nogle sære bogstaver, en god portion melankoli, godt søbet ind i lidt weirdo-electronica har været nok til at få en pladekontrakt. Og måske med god grund. Den islandske musikscene har om noget forstået at skabe sit eget udtryk og så selvfølgelig fortælle historien om denne lille mytiske ø i Nordatlanten.

Múm har, især efter de røg ind på det engelske FatCat label, haft stor success uden for Island og turnerer over det meste af verden.

Go Go Smear The Poison Ivy synes at kombinere det glitchede fra deres første album Yesterday Was Dramatic – Today Is OK med den næsten rendyrkede folktronica-lyd på efterfølgeren Finally We Are No-one. Den beskidte electronica går godt i spænd med de bløde akustiske instrumenter. Man kan indimellem savne tvillingerne Gyda og Kristin Anna Valtýsdóttir som gav førnævnte Finally We Are No-one en fremragende længselsfuld stemning. Men det er nu ved at være 5 år siden de forlod Múm, så måske er det på tide at komme videre og ikke hænge sig i fortiden. I hvert fald er Múm helt ovenpå igen og selvom de mandlige vokaler giver et noget andet udtryk har de formået at bibeholde (eller genvinde) den barnlige naivisme som gør Múm og Go Go Smear The Poison Ivy til et utroligt chamerende bekendtskab. Jeg kommer faktisk til at tænke på Sgt. Pepper og især Lucy In The Sky With Diamonds. Múm's tekstunivers har den samme barnlige surrealisme som Beatles havde på Sgt. Pepper. Dette gælder i høj grad Marmalade Fires... Marmalade Skies, ikke sandt? Og så selvfølgelig de lækre strygere der er arbejdet ind i Marmalade Fires.

Hvor Finally We Are No-one er meget intens, har Poison Ivy lidt en tendens til at kamme over i sådan noget lidt nyreligiøst guru-halløj. Dancing Behind My Eyelids er meget pompøs og man fornemmer lidt noget med nogle kronragede mænd med hvide kjortler. Nummeret er måske samtidig det mest symptomatiske for Múm. Den starter ud med de der ekkolodslyde som vi kender fra Sigur Rós' Svefn-G-Englar, bevæger sig over noget noisy glitch og kombinerer til sidst dette med denne førnævnte sådan lidt Polyphonic Spree-agtige happiness-vokal og violiner og tin-whistles der sender tankerne til Irland.

Go Go Smear The Poison Ivy er et fortrinligt album som bryder med genre-bestemte barrierer. Folktronica eller glitch eller begge dele eller noget helt tredje – døm selv. Sommetider kan man sgu også være alt for opsat på at kalde det et eller andet smart.

diskant.dk (2007)