Rambles

Bob Dylan
”Don't Look Back” (Sony / BMG 2007)

Verdens bedste musik-dokumentar!

”Don't Look Back” skildrer Bob Dylans englandsturné i 1965. Så simpelt kan det siges. En masse sort/hvide koncertsale, en masse sort/hvide englændere, en masse sort/hvide hotelværelser (fulde af sort/hvide mennesker, poeter og musikere). Umiddelbart lyder det som en hvilken som helst behind the scenes film (i sort/hvid), men det der gør den unik og – kan jeg vist nok allerede nu indrømme – den til dato bedste musikdokumentar er det faktum, at der skildres. D.A. Pennebaker forsøger ikke at få os til at mene noget. Han forsøger ikke at hylde Bob Dylan. Alligevel fanger han det helt centrale hvad angår Bob Dylan anno '65: Dylans forvandling fra akustisk folksinger til elektrisk rockstjerne.

I marts '65 udkommer ”Bringing it All Back Home”. A-siden er akustisk og B-siden med band. ”Don't Look Back” starter med ”Subterranean Homesick Blues” fra ”Bringing it All Back Home”. Måske verdens første musikvideo og helt sikkert en video der nærmest har dannet skole. Dylan står i en baggård med en bunke papskilte hvorpå uddrag af sangteksten er skrevet. Efterhånden som sangen skrider frem, smider han kortene på jorden.

Gennem resten af filmen følger vi Bob Dylans tur gennem England. Det er en tur der indimellem er dybt surrealistisk. Som der hvor Dylan tropper op til pressekonference i Heathrow Airport med en kæmpe elpære. Dylan er mere interesseret i at snakke om denne, end han er i at svare på (åndssvage) spørgsmål fra de engelske journalister. En journalist drister sig til at spørge ”What is your real message?” hvortil Dylan returnerer det nu klassiske: ”Keep a good head and always carry a lightbulb”.

Det er blandt andet denne absurde humor der gør ”Don't Look Back” til noget helt specielt. Og det er for så vidt ikke Dylans svar der er absurde. Det er i ligeså høj grad journalisternes spørgsmål der er det. De forsøger konstant at katagorisere Dylan som folksinger og protestsanger. Det samme gælder pigen fra Liverpool. Hun elsker Dylan, men hun bryder sig ikke om Subterranean Homesick Blues - ”It doesn't sound like you at all. It sounds as if you are having a good old laugh”. Man kan vel næppe klantre en 14 årig pige for bedre at kunne lide den ”gamle” Dylan, men det er en kommentar der i høj grad besegler Bob Dylans skæbne. På den ene side er alle de, der vil have en Bob Dylan der rykker verden med sine tekster og på den anden side er Bob Dylan, som vil videre og lave de ting han brænder for – selvom det trods alt blev til mere end ”a good old laugh”.

Senere i '65 spiller Dylan på Newport Folk Festival og chokerer den amerikanske folkemusikverden ved at optræde elektrisk sammen med folk fra Paul Butterfields Blues Band. Han udgiver Highway 61 Revisited, som med ”Like A Rolling Stone” sætter nye standarter for rockmusikken. I 1966 tager Bob Dylan igen til England sammen med The Hawks. Han ender med at blive buhet ud af England og på Live 66 cd-sættet kan man høre hvordan en publikum viser sin arrigskab og skuffelse ved at kalde Bob Dylan for Judas. Som svar spiller Bob Dylan og The Hawks ”Like a Rolling Stone” ”fucking loud”.

”Don't Look Back” er genudgivet i et lækkert boxset. Der er en ekstra DVD med scener der ikke kom med i den endelige film. Man kan til tider undre sig over hvorfor blev plads til nogle af disse scener. Eksempelvis de hvor Dylan sidder ved et klaver og arbejder på sange til ”Highway 61 Revisited”. Disse spæde udgaver af især ”Just Like a Tom Thumb's Blues” og ”I'll Keep it With Mine” (som dog aldrig kom med på ”Highway 61 Revisited”) er ret sjove at høre. Derudover medfølger en bog med hele scriptet fra filmen. Man kunne måske have ønsket sig lidt mere baggrund i stedet, men på den anden side er der jo nok skrevet de første 10000 sider om netop den periode. Til sidst indeholder pakken en flip-book – altså sådan en lille bog som man kan bladre igennem meget hurtigt så det bliver til en slags tegnefilm. Selvom det da er meget sødt, er det nok de færreste der køber ”Don't Look Back” på grund af den.
diskant.dk (2007)