Rambles

Farvel til Århus

Wynona – 19.02.2004 på Musikcaféen, Århus

En afskedsturné kan meget nemt gå hen og blive lidt sentimental, men på den anden side er det jo en fremragende måde at sige farvel til sit trofaste publikum på. Wynona går hver til sit, efter deres sidste job på Roskilde Festivalen. Før dette er de på en turné rundt i landet, hvor de har sørget for at få billetpriserne så langt ned som muligt (undtagen på Roskilde Festivalen, som ifølge bandets hjemmeside var urokkelig!)

Så, på en halvkedelig torsdag aften, er 50 kr. ikke en høj pris for at opleve et af landets mest interessante bands gennem de sidste par år.

Wynonas musik tager udgangspunkt i sanger, multi­instrumentalist og succesproducer Daniel Lanois, og navnet Wynona stammer angiveligt fra Lanois-pladen For The Beauty of Wynona. Folk som kender plader som Bob Dylans Time out of Mind og Oh Mercy, Emmylou Harris' Wrecking Ball, U2's All You Can't Leave Behind og Lasse Helner's Time and Again kender også Lanois melankolske lydunivers.

Det er dette lydunivers Wynona forsøger at gengive. Camilla Muncks personlige tekster og afvekslende vokal bakkes godt op af især samspillet mellem pedal-steel-guitaristen Bent Malinovsky og guitaristen Jesper Tullin. Det er tydeligt at Camilla Muncks forbilleder er countrystjerner som Emmylou Harris og Lucinda Williams. Det er hårde damer at leve op til, og sangteknisk er der da også et stykke vej igen. Der hvor det virker bedst, er i de sange hvor Camilla Munck forsøger at lyde som sig selv.

Bent Malinovsky er en af de mest feterede pedal-steel-guitarister i Danmark. Han mestrer kunsten at læne sig tilbage og spille afdæmpet, for så ind imellem at stikke hovedet frem. Selvom instrumentet gennemlever en sand revival, kan der være en tendens til at en pedal-steel får musikken til at lyde lidt for meget af truckernossercountry. Det er langt fra tilfældet her. Det er følsomt og empatisk spil, som i højere grad supplerer end oversvømmer de øvrige instrumenter.

Koncerten er godt bygget op. Mange af numrene er iørefaldende, nærmest et cross-over mellem country og god pop. Musikken er meget dynamisk. Der veksles mellem afdæmpede passager med sang, og lange, messende og nærmest jammende passager der leder tankerne hen på Pink Floyd, selvom deres lyd er markant anderledes.

En del af denne dynamik kan tilskrives guitaristen Jesper Tullin. Han viser en stor bredde indenfor genren, og man fornemmer tråde til Twin Peaks, Chris Isaac, The Edge og selvfølgelig Daniel Lanois. Folk der er store Lanois-fans kan måske påstå at han kopierer riffs og fraseringer fra Lanois. Det er jeg ikke i stand til at vurdere.

Det der er karakteristisk ved Daniel Lanois' lyd er samspillet mellem instrumenterne. De afløser konstant hinanden. Trommeslager Tobias Lange forsøger ikke at dominere. Der er mange underdelinger i rytmen, og hvor mange trommeslagere måske har en tendens til at lægge sig tæt op af bassisten, spiller Tobias Lange lige så meget sammen med pedal-steel og guitar.

Det samme gælder den karismatiske bassist, Thomas Nygaard. Det handler ikke om efter bedste formåen at ramme 1- og 3-slagene. En af de ting der gør Wynonas musik interessant er det som han ikke spiller. Dette kan være at springe et eller flere taktslag over, eller at lade en tone klinge, selvom de andre skifter akkord. Det er den ydmyges kunst, og det virker eminent.

Til sidst skal nævnes pianist og harmonikaspiller Jesper Andersen. Desværre virkede det som om der var nogle lydmæssige problemer med at få harmonikaen op på niveau med de andre instrumenter. Det betød at den druknede, når det blev rigtig vildt. Omvendt passer harmonikaen glimrende ind i musikken, og den kommer til sin ret i de rolige passager. Jesper Andersen spiller mest harmonika. Det er lidt ærgerligt. Jesper Andersen skaber utrolig meget dynamik i de numre hvor han spiller klaver, og (måske på grund af lyden) er han her meget mere med til at præge det samlede billede. Samtidig kan man også godt savne et brusende hammond-orgel.

Hammond og pedalsteel er to instrumenter der klæder hinanden som jordbær og fløde. Desuden spiller Jesper Andersen noget fremragende hammond på pladen Santiago. Men det kræver en del snilde at få stablet et Hammond B3 med tilhørende Lesley-forstærker ind i en Fiat Ducato, så det er måske én af grundene.

Wynona takkede af på Musikcaféen foran et godt stykke over hundrede publikummer. Der var en rigtig god stemning, og man må håbe at Musikcaféen fremover vil gøre noget mere i denne genre.

Med fare for at blive nekrologisk … Wynona eksisterede i 5 år, indspillede to plader, Lost Hill (2002) og Santiago (2003). De var i denne tid med til at puste liv i den intelligente country-musik i Danmark, og har med deres særpræg og melankoli sat et solidt fingeraftryk på dansk rockhistorie.

Wynona spiller deres sidste job på Roskilde Festivalen 1.–4. juli, 2004. Og det er indtil videre sidste chance for at opleve dansk “urban country” når det er bedst.

Søren Jensen Lund©2004