Roads Part 1:

Ani's Way

af Søren Jensen Lund

"This machine kills fascists!" stod der på flere af Woody Guthrie's Martin guitarer. Hvor mange fascister Woody Guthrie nåede at dræbe inden hans Huntingdon's Chorea dræbte ham den 3. oktober 1967, er der vist ingen statistik over. Én ting er dog sikker: I de 55 år han levede, nåede han at blive inspirationskilde for flere generationer af folkesangere, singer/songwriters og tilmed rockstjerner. To af dem er Bruce Springsteen og Ani DiFranco.

I tre artikler skal vi tilbage i tiden. Fra Ani over Bruce til Woody. Fra Oklahoma, over Asbury Park til Buffalo, New York.
Og så var der koncerten i Cleveland, Ohio i 1996. Det var Billy Bragg, Arlo Guthrie, Bruce Springsteen, Ramblin' Jack Elliott, Ani DiFranco, Tim Robbins, Indigo Girls, Natalie Merchant der var samlet for at hylde Woody Guthrie ved en koncert der fik navnet "Till We Outnumber 'Em." Men der skulle gå mere end fire år inden koncerten kom på cd. Initiativet blev taget af Ani DiFranco`s pladeselskab, Righteous Babe Records. Ani selv sang "DoReMi" til ukendelighed.

Men det hele startede vel egentlig et par genera- tioner tidligere. Med Woody selv. En Martin guitar, og mange 1000 miles på godsvogne og på vejen. The lost highways. Woody er sikkert flere gange kommet forbi Buffalo - en arbejderby i staten New York.
Og det er netop i Buffalo at vores historie omsider starter. Det var her Ani DiFranco blev født for cirka 30 år siden.

Som ni-årig får hun sin første guitar og en bog med Beatlessange. Hun møder Michael Meldrum - en lokal singer/songwriter og promoter. Michael Meldrum introducerer Ani til folkklubberne i Buffalo. Således går det til at Ani Di-Franco starter med at spille Beatlessange og akkompagnere lokale singer/songwritere. Bare ni år. Det siges i øvrigt, at hun ikke havde nogen problemer med at få serveret.

"if there's anything i've learned
all these years on my own
it's how to find my own way there
and how to find my own way back home"
Anticipate - "Not So Soft" (1991)

Og når der så blev booket kunstnere udefra, tog Ani dem med hjem. Man manglede altid et sted at indkvartere dem. Således tilbragte hun mange timer i selskab med blandt andre John Gorka og Suzanne Vega.

Det var da Ani var 14 hun begyndte at skrive sange selv. Det var også på det tidspunkt hun flyttede hjemmefra. Forældrene blev skilt, Ani havde ikke lyst til at vælge den ene af dem frem for den anden, så hun fandt sin egen lejlighed.
Om dagen gik hun i skole, og aftenerne og nætterne tilbragte hun i klubberne. Folk var vilde med den søde lille pige, der sang sine egne sange og spillede guitar til. Fyrene begyndte at sidde med savlende blikke - præcis som deres fædre i sin tid gjorde når de så Melanie skamride Dylan og Stones. For dem var det ikke sangene der var vigtige, men den yndige pige med slangekrøller og lyserød kjole.

Og alle de dér frelste, samfundsbevidste folkesangere, der sang om undertrykkelse og fattigdom, forfald og racisme - altid sang de for de samme hvide middelklassemennesker, på de samme hvide middelklassefolkfestivaler.
Ani var 18 eller 19 da hun klippede alt håret af. Hun tog overalls og store støvler på, og i sin 1969 VW Bubble, tog hun på landevejen, for at følge i Woody's støvede fodspor.

"i know so many white people
i mean, where do i start?
the trouble with white people
is you can't tell them apart
i'm so bad with names and dates and times
but i'm big on faces
that is, except for mine"
Names and dates and times - "Puddle Dive" (1993)

Ani havde indspillet et demo-bånd. Hun solgte det fra bagagerummet i sin bil. Båndene roterede flittigt blandt kvindelige college- og universitetsstuderende. Ofte gik de sammen om at lave koncerter med Ani DiFranco. De ringede, og Ani kom i sin folkevogn, med sin guitar, og spillede for dem. Hun solgte demobånd fra bagagerummet, og der gik ikke længe før hun havde jobs nok til at hun kunne leve af at spille. På demobåndet havde hun skrevet med tusch: Righteous Babe Records. Det blev starten på et af de mest succesrige indie-pladeselskaber, og det var Ani DiFrancos helt eget.

"but i'd rather pay my dues
to the six people
sitting at the bar
than to all those men
in their business suits
who say i'll take you away from this
if you'll just
get in the car"
The Next Big Thing - "Not So Soft" (1991)

Ani DiFranco havde i 1990 over 100 sange. Hun besluttede sig for at udgive nogle af dem. Hun lånte penge af venner og bekendte, købte sig til studietid, og indspillede sit første album "Ani DiFranco."
I stedet for at vente på at nogen kom og udgav pladen for hende, startede hun Righteous Babe Records. Så simpelt er det altså. Kontoret bestod af et spisebord og en telefon, og distributionen foregik fra folkevognen.

Det var fem-seks år senere, Danny Goldberg ringede. Danny Goldberg der havde hævet Nirvana op fra undergrunden i Seattle, og solgt dem på dåse. Han ringede flere gange. Ani var "The Next Big Thing." Til sidst holdt Righteous Babe op med at besvare hans opkald. Goldberg kunne tilbyde penge og berømmelse, men Ani ville have fri- og uafhængighed.

Fra starten var idéen med RBR at Ani kunne gå i studiet og indspille, når hun havde sange nok. Hun kunne selv stå for det hele. Men efterhånden som tiden gik, fik hun ansat folk, og i dag er der små tyve personer på RBR's hovedsæde i Buffalo, og der er åbnet et kontor i London.

Udover Anis plader har RBR desuden udgivet plader med storytelleren Utah Phillips, sangerinden Janis Ian, og det underlige orkester Drums'n' Tubas - og så selvfølgelig koncerten fra '96 - "Till We Outnumber 'Em."

Men tilbage i '90 spiller Ani på et tilfældigt college i en tilfældig stat på en tilfældig hverdagsaften. Skaldet, med overalls og store støvler. Foran hende står de. The Dykes. 200 skaldede studerende kvinder i overalls og store støvler. The Dykes. Det er dem der nogle år senere vil stå foran scenen og råbe "sell-out!" og "traitor!" The Dykes. Et nedsættende ord for lesbisk. Ani bruger selv udtrykket, og derfor går det vel an. Ani Di-Franco var og er vel stadig bi-seksuel. Hun skrev tekster om hvor svært det kunne være at leve sammen med mænd. Hun skrev sange om kærlighedsforhold til kvinder. Hun skrev tekster om fremmedgørelsen i et Amerika styret af store selskaber og multinationale korporationer. The Dykes elskede Ani, ligeså meget som de hadede mænd. Ani DiFranco passede perfekt til deres forestilling om feminisme. Girl power. One Righteous Babe.

Og så er der det, man kalder socialt engagement. Det har altid været der. I begyndelsen handlede det om hvor svært det var at være anderledes. Det handlede om kønsroller. 3. bølge af feminisme. Ani tog afstand fra den militante feminisme. Også selvom hendes tidlige fans yndede at lægge mange forskellige betydninger i sangene. Faktisk er det svært at pege på noget konkret, der leder tankerne hen på homo- eller bi-seksualitet. Det handler først og fremmest om afmagt. Afmagt over for traditionelle tænkemåder, og mere konkret - afmagt over for dem der har taget eller givet sig selv magt.

"and every state line
there's a new set of laws
and every police man
comes equipped with extended claws
there's a thousand shades of white
and a thousand shades of black
but the same rule always applies
smile pretty, and watch your back"
Every State Line - "Imperfectly" (1992)

Det handler om kampen for fri abort og kampen mod dødsstraf. Tilsammen bliver det til en kamp mod hykleriet. Som da en fundamentalistisk kristen abortmodstander dræbte en læge foran hans familie. En læge hvis eneste forbrydelse var at han har udført lovlige aborter. Eller når Texas henretter folk. Ani gør op med idéen om at hævne drab med drab. Som i sangen "Fuel." Den er fra "Little Plastic Castles." Metoden er den samme som man brugte i slavetiden. Den er blot blevet effektiviseret. Og så handler det om at lukke øjnene for problemerne, og "pakke" dem væk.

"they caught the last poor man on a poor man's vacation
they cuffed him and they confiscated his stuff
and they dragged his black ass down to the station
and said "ok the streets are safe now.
all your pretty white children can come out to see spot run"
and they came out of their houses and they looked around
but they didn't see no one.
and my country `tis of thee to take swings at each other on talk show tv
why don't you just go ahead and turn off the sun
'cause we'll never live long enough
to undo everything they've done to you
undo everything they've done to you"
`Tis Of Thee - "Up Up Up Up Up" (1999)

Teksterne går dybt ind i den amerikanske samvittighed. Til præsidentvalget sidste år støttede Ani Ralph Nader - The Green Party's kandidat. Det lykkedes ham at blive opstillet i en række stater. Som bekendt vandt George W. Bush valget. Ani skrev et langt brev til Nader, hvor hun bønfaldt ham om at fortsætte kampen.

Det er svært at sige hvornår forræderiet startede. The Dykes synes at have accepteret trommeslageren Andy Stochansky. Andy, Anis gode ven gennem mange år. I starten turnerede de sammen. Ani og en trommeslager, og ikke andet. Fansene syntes ikke at se på Stochansky som en mand. Eller også kunne de acceptere ham, fordi Ani lavede grin med ham. Det var først da bandet blev udvidet, at Andy begyndte at svare igen. Disse samtaler imellem numrene, er blevet transskriberet af fans, og på Internettet kan man finde mere end 100 sider med disse Aniismer, som de rent faktisk kaldes.

Nej, det var ikke Andy der var grunden til at de mest militante fans følte sig forrådt.
Måske var det dengang, i 1994 tror jeg det var, at MTV pludselig stod på scenen og filmede koncerten. "What are they doing here?" blev der råbt. MTV var for dem symbolet på ondskaben i den kommercielle musik, og reaktionen var vel i nogen grad forståelig. Men for Ani var det vigtigt at hendes budskaber blev hørt, ligesom hun ikke lagde skjul på at den øgede pressedækning var god for pladesalget. Hun lagde stor vægt på ikke at søge de store medier, men omvendt var hun klog nok til ikke at sige nej, når det gjaldt gratis PR. "Sell-out!" Måske... men det der virkelig bragte sindene i kog var da Ani i 1996 udgav pladen "Dilate." Det var en lang navlepillende plade om ulykkelig kærlighed - til en mand!

"i used to be a superhero
no one could touch me
not even myself
you are like a phone booth
that i somehow stumbled into
and now look at me
i am just like everbody else"
Superhero - "Dilate" (1996)

De lesbiske fans var uforstående overfor hvordan man kunne falde så dybt på grund af en mand. Selvom publikummet til koncerterne i løbet af de sidste par år havde ændret sig meget, var der stadig den samme kerne af "hard-core" fans foran scenen. De kommenterede alt. De brokkede sig hvis et nummer var for poppet, eller hvis guitaren ikke lød rigtigt. Ani havde det svært med de fans. På den ene side vidste hun at det var dem der havde været der fra starten. Det var dem der havde samlet penge ind på universiteterne, for at hun kunne komme og spille. Men samtidig, syntes det som om de ville bestemme hvordan hun skulle være.

"To The Teeth" kom i 1999. Det blev den første plade fra et uafhængigt selskab, der røg ind på den amerikanske Top 100. Det kan virke underligt, når man lytter til titelnummeret:

"open fire on hollywood
open fire on mtv
open fire on nbc and cbs and abc
open fire on the nra
and all the lies they told us along the way
open fire on each weapons manufacturer
while he's giving head to some republican
senator and if i hear one more time
about a fool`s right to his tools of rage
i'm gonna take all my friends
and i'm going to move to canada
and we're going to die of old age"
To The Teeth - "To The Teeth" (1999)

Den var et alternativ til Marilyn Manson og andre vrede amerikanere, og måske var det den knap så ekstreme fremtoning der fængede.
I hvert fald var samfundskritikken stadig markant. Som den havde været det året før på "Little Plastic Castles."

"they were digging a new foundation in Manhattan
and they discovered a slave cemetery there
may their souls rest easy now that lynching is frowned upon
and we've moved on to the electric chair"
Fuel - "Little Plastic Castle" (1998)

... synger Ani DiFranco. Året er 1999. Hendes hår er blåt, eller rettere, nylontrådene hun har viklet ind i sit hår, er blå. Hun lider af søvnløshed, og som hun siger:
"Noget skal man give sig til, når man ikke kan sove, så jeg bruger tiden på at vikle nylontråde ind i håret." På brystet af den hvide top står der "righteous". Hun angriber sin Alvarez Yairi WY1 guitar. I stedet for et plekter, har hun tapet plas- tiknegle på sine fingre med sort elektrikertape. Spillestilen er meget rytmisk. Guitaren er også et percussioninstrument. Det er poetisk vildskab. Hun omtaler sig selv som "this li'l folksinger," men hun er mere end det: Ani DiFranco er digter, bi-seksuel, punker, indie, politisk agitator, pladeselskabsejer, guitarist, producer.

Hun er en stemme i sin tid. En stemme folk lytter til, og tager alvorligt. En stemme mange er bange for, og mange elsker. Der er måske nogen der ikke tror på at guitarer kan ændre verden, og måske ligefrem dræbe fascister. Ani DiFranco er ikke én af dem:

" ... 'cause every tool is a weapon
if you hold it right."
My IQ - "Puddle Dive" (1993)

Søren Jensen Lund©2004