Rambles

It's Folk!

Tønder Festival
23.-26. august, 2007

”There's only one way of life, and that's your own.” Mark Chadwicks stemme banker insisterende igennem Tøndernatten. Levellers er i byen.
Jez Cunningham flyver omkring på scenen i Telt 2. Violette dreadlocks flyver omkring ham i alle retninger, mens han med maskinpistol-attitude og sin bas hængende ved knæerne mere ligner én fra Rage Against the Machine eller System of a Down end én fra et engelsk folk-rock-band.

Politisk folk-rock

Men sammenligningen med Rage Against the Machine og System of a Down er ikke tilfældig. Det de har tilfælles er et stærk politisk engagement og måden hvorpå et hårdslående kraftfuldt udtryk er med til at understrege de politiske budskaber.

Efter næsten 20 år med Levellers formår de stadig at leve op til den nærmest kultiske status de havde, i hvert fald i Danmark, i starten af halvfemserne. Hvor flere af de andre folkrock-bands fra denne periode er blevet tandløse eller gået i opløsning, har Levellers holdt ud, og har ingen problemer med at give baghjul til nyere celtic-punk-bands som for eksempel Dropkick Murphys.

Tilbage til rødderne

Der hvor Levellers, i kølvandet på The Pogues, var med til at skabe fornyelse af folkemusikken i starten af halvfemserne med inspiration fra punken, blev Afro Celt Soundsystem i sen-halvfemserne synonym for en ny bølge af folk-bands der mixede folk, verdensmusik og elektronisk musik. I dag er tendensen at de nye unge bands går tilbage til et mere akustisk udtryk. Et eksempel på dette var skotske Lau.

Kris Drever er én af de mest feterede guitarister for tiden og sammen med violinisten Aiden O'Rourke og harmonikaspilleren Martin Green står Drever og Lau som et af de hotteste navne i Skotland som fornyere af den skotske folkemusik.
Lau var første band i Telt 2 fredag aften. Melodierne ændrede sig fra at være hurtige og fuldstændig tighte til at gå over i lange rolige og melodiske passager for til sidst at eksplodere. Det var som at lytte til Pink Floyd fra sidst i 60'erne – smukt, udsyret og fuld af power. Lau brugte disharmonier som kontrast til det melodiøse og slutningen af nummeret Hinba udviklede sig til uorganiseret støj – Jimi Hendrix goes folk!

Stjernen over Dartmoor

Engelsk/skotsk folk står utrolig stærkt for tiden. De to lande har tidligere stået i skyggen af folkemusik-mastodonten, Irland, men med bands og kunstnere som The Equation, Eliza Carthy, Capercaille og Kate Rusby blev der for alvor sat skub i tingene. Musikerne fra både Lau og Session A9, som også spillede på årets Tønder Festival, spiller på kryds og tværs i forskellige konstellationer og miljøet er for tiden særdeles produktivt.

At også et bredere publikum har fået øjnene op for folkemusikken, er engelske Seth Lakeman beviset på. Med 100.000 solgte eksemplarer af sit seneste album, Freedom Fields, bliver han sammenlignet med The Streets og Arctic Monkeys – måske ikke musikalsk, men mere med hensyn til viljestyrke og trang til selvstændighed.

Seth Lakeman trækker på en stærk engelsk folk-tradition, hvor sange og melodier er uadskillelige. Det er på én gang glad og melodiøst, samtidig med at Seth Lakemans hjemegn, Dartmoor, sender dystre skygger ind over teksterne. På scenen har Seth Lakeman en utrolig udstråling, og hvis det ikke var fordi han trampede rundt med en violin, kunne man have forvekslet ham med Robbie Williams. Det virker måske en anelse selviscenesættende, men det skader altså heller ikke inden for en genre der til tider lider under et slidt image.

Pete Seegers barnebarn

Men hvad betyder et slidt image? Fordommene er der masser af. Gamle og halvgamle mænd der står med hinanden i hænderne og synger ”We Shall Overcome.” Det er der også på Tønder Festival. Der er masser af kunstnere der vender tilbage år efter år, mødes, hygger sig og inviterer hinanden op på scenen. Dette er rent faktisk en stor del af Tønder Festival og så længe festivallen til stadighed formår at præsentere de mere progressive kunstnere, skal der være plads til gensynet med gamle venner, der måske ikke har ændret sig synderligt i løbet af de sidste 30 år.

Én af de gamle venner er Pete Seeger. Da Pete Seeger og Arlo Guthrie i 1990 gæstede Tønder Festival havde de selskab af Pete Seegers barnebarn, Tao Rodrigues-Seeger. I år var Tao tilbage med sit eget band, The Mammals.
Stilmæssigt bevæger The Mammals sig bredt fra den alternative country, som vi kender fra andre amerikanske bands som Uncle Tupelo og indimellem Wilco og til traditionelle amerikanske oldtime-melodier serveret med nerve af violinisten Ruth Ungar. Den fremragende bassist, Jacob Silver, bevægede sig i og omkring melodierne og lå langt fra umba-umba polka-bas, som sagtens kunne have ødelagt det dynamiske lydbillede. Nogle af sangene blev fremført med smukke – indimellem lidt for smukke – harmonier, og mindede lidt om Belle & Sebastian eller Simon & Garfunkel (især de der faldt ind under ”lidt for smukke.”)

Også The Mammals havde en klar politisk profil, men hvor Levellers stod for in-your-face-anarchy stod The Mammals måske mere for Peace, Love and Understanding. Det tenderede til at blive en anelse frelst, men det blev til dels opvejet af de hurtige oldtime-melodier og de eftertænksomme arrangementer. The Mammals matchede nok ikke helt Uncle Tupelos da de spillede på Tønder Festivalen for omtrent 15 år siden – men de var godt på vej.

Årets Tønder Festival viste sig endnu en gang at være stedet hvor gamle traditioner går hånd i hånd med nyskabende folkemusik. Det er over 30 år siden den første Tønder Festival startede i små rammer omkring Tønders gamle vandmølle. I løbet af den tid der er gået har festivallen markeret sig som én af de toneangivende folk-festivaller i Europa.

diskant.dk (2007)