Rambles

Thyborøn Stadion Revisited

Bob Dylan i Horsens

Vi er på trappen uden for Det Ny Teater i Horsens. Folk kommer ud fra teatret iført alt fra afghaner pelse til billige kopier af Hugo Boss jakkesæt. Klokken nærmer sig de 10. Et tidligere desperat crew fra TV2 er nu lettet over udsigten til at kunne nå 22 nyhederne, og starter jagten på "celebrities" på vej ud fra teatret.

Thomas Helmig iført en åben skjorte og Renee Toft Simonsen bliver fanget af tabloid pressen, og bliver presset for en kommentar. The Circus is in Town. Det hele startede for små 2 timer siden.

Ladies and Gentlemen, please Welcome Columbia Recording Artist: BOB DYLAN! Scenen blev entret af Larry Cambell, som fik udleveret en mandolin, David Kemper satte sig til rette ved trommerne, Tony Garnier fandt sin kontrabas, og endnu før Guitaristen Charlie Sexton dukkede op trådte Bob Dylan frem. Folk jublede. Aldrig havde en mand i italiensk designet country-habit vakt så stor jubel i Danmark. "Hallelujah, I'm ready to go."

Det akustiske set var i gang. Larry Cambell rystede en fantastisk bluegrassmandolin ud af ærmet. Der gik de obligatoriske 3 sekunder, før lydmanden fik åbnet for Bobs stemme. Med "Hallelujah, I'm ready to go" fik vi kastet autentisk country-bluegrass-gospel lige i fjæset. Hvilken start!

Samtidig med en hyldestagtig stående applaus, skiftede Larry mandolinen ud med en violin. Bandet startede. Der var en afventende stilhed blandt publikum. "Crimson flames tied through my ears..." Spredte begejstrede udråb fra de første 3 rækker, men det brede anerkendende bifald fra pøbelen kom først efter refræntet: "I was so much older then, I'm younger than that now". My Back Pages. Der var ingen Tom Petty, George Harrison eller Neil Young på scenen, som til jubilæumskoncerten, Bob-festen, i 92, men aldrig var den sang blevet spillet flottere. Det her kunne udvikle sig til noget meget stort.

Fra trappen uden for Horsens Ny Teater, tager Troels, Jakob og jeg afsted mod Århus. Stemningen er euforisk, og de nyerhvervede bootlegs, ligger bag i bilen og skriger på et stereo-anlæg. I Århus står den på belgisk øl og Oh Mercy outtakes, for slet ikke at tale om den fremragende Rolling Thunder Revue koncert fra The Warehouse i New Orleans. Tankerne og samtalen kredser sig hele tiden om aftenens koncert, om Bob og om Masters of War.

Dunkel kulsort guitar fra Charlie, krydret med skærende blues-riffs fra Bob. "Come you Masters of War, You that builds all the guns." Der var tavst som graven. Vi sad på kanten af stolene med åben mund, holdt vejret. "I can see through your masks", vrængede mesteren som afslutning på første vers, mens bandet hævede stemmen for til sidst at føre mellemspillet ind i en anden dimension. Folk skreg! Sjældent havde man set 5 musikere så effektivt smadre en mur af vellyst ud i hovedet på et uskyldigt publikum. "You that never done nothin'" - andet vers. Der var dødstille. Blot Charlies guitar og Bob's blues riff.

"Tangled up in Blue." Klassikeren fra Blood on the Tracks. "There was music in the Cafes at night, and revolution in the air" Der var det hele i Horsens, men Verden eksisterede ikke uden for teatret. Og så "The Lonesome Death of Hattie Carrol." Historien om William Zanzinger, der tæskede en sort kvinde ihjel, fordi hun ikke serverede hans whisky hurtigt nok. Han fik naturligvis sine 4 måneder i fængsel, "But you who Philosophize disgrace, and criticize all fears, Bury the rag deep in your face, for now's the times for your tears."

Klokken er halv 11 mandag morgen. Dagen derpå i mere end een forstand. Jeg sidder i bilen på vej til Nr. Nissum, mit residens. På vej ud af Viborgvej prøver jeg at få hold på det hele, men opgiver, da en søvnig McDonalds dukker op i det fjerne. På den tilstødende Hydro Texaco tank får jeg fremskaffet BT og Ekstrabladet, som bliver skyllet ned med en McFeast menu, den ultimative morgenmenu. 5 ud af 6 stjerner i BT. Meget graciøst af Steffen Jungersen, som efter alt at dømme ikke var til koncerten. Hvis han havde været der, ville han vide at Bob (måske desværre) ikke spillede hverken "Rowing Gambler" eller "Tombstone Blues." Dækningen af alle de danske "stjerner" der var til koncerten, er lige så omfattende som den er ligegyldig.

Alligevel sender billederne af Allan Olsen og Johnny Madsen tankerne tilbage.

"Første gang jeg hørte Bob Dajlan, var på Thyborøn Stadium - en af mine venner havde en transistor radio." Madsen sagde det en gang. Som jeg husker det, var det den dag, jeg for første gang så ham med en elektrisk guitar. The days when Johnny went electric. Da Johnny mødte sit Newport 65. Det var i Tarm. Visefestivalen. Der var ingen af de 32 publikummer der buede, da han spillede Johnny Vær' go', men det var første gang, jeg hørte om Bob Dylan.

Allan Olsens Newport 65 kom et par år efter, med pladen Norlan.

Lyset gik ud. Salen kogte. I mørket kunne man skelne de elektriske guitarer. Det akustiske sæt var slut. Bandet gik i gang. Rock'n'roll. Gisningerne omkring hvilket nummer det var, fløj gennem luften på 6. og 7. række. Highway 61? Tombstone? Nej, det var "Gotta Serve Sombody". "It may be the Devil, or it may be the Lord / but you gotta serve sombody." Sangen stammer fra Dylans første nyreligiøse plade "Slow Train Coming." Vi var vidne til en messe, en hyldest til rock'n'roll.

Så kom overraskelsen. Endnu engang fra "Blood on the Track." "Our conversations." og der blev jublet. Lyden fra "You're big girl now" strømmede ud, og hvilken overraskelse. Dylans stemme var, omend slidt, krystal klar. Hans guitar fills måtte have slået alle rekorder i enkelthed. "Time is a Jet plane, it moves too fast." Vi var allerede halvvejs.

Efter denne afvigelse fra greatest hits settet fortsatte de med "All along the Watchtower." Jimi Hendrix tøvede et halvt år med at indspille den. Han turde simpelt hen ikke. Det vi nu var vidne til, mindede dog mere om Jimis udgave end den oprindelige fra "John Wesley Harding." Charlie Sextons rå guitarintro var ikke til at tage fejl af. Hendrix havde ret; "All along the Watchtower" var et rocknummer og ikke country. Dog førte Larry Cambells Pedal Steel tankerne tilbage til udgaven fra '68 - det år hvor det hippeste man kunne gøre var, at spille psykedelisk up-against-the-wall-motherfucker rockmusik. Bob udgav en countryplade.

På vej til Viborg tænker jeg på om Johnny Madsen egentligt bare kopierede Dylan; om han i et eller andet omfang prøvede at være Bob Dylan. Han tog ham til sig. Ikke kompromiløst, men på dansk. Jack Kerouac og Allan Ginsberg blev til Wilhelm Heinesen og Hans Sherfig, og Dylans hjemby, Hibbing, Minnesota blev til Thyborøn. West 4th Street, hvor Dylan først boede, da han i i 1961 kom til New York, blev til Fanø. Men blikket var rettet mod vest.

The Gaslight Cafe hed La Porta og lå i Lemvig, og tro mig, der findes gun-men i Lemvig, omend deres format næppe rækker til en John Wesley Harding eller Billy the Kid. "To live outside the law, you have to be honest." Og selvfølgelig Thyborøn Stadion. Stedet hvor drømmene lettede med kurs mod det forjættede land. Landet hvor kæmperne gik blandt mennesker.

I Hibbing, Norlan, gik Allan Olsen rundt, og ventede på at komme væk. Han tog ud, men kom tilbage med et rockorkester. Præcis som Bob. Men igen handlede det om den by, han kom fra. Der var ikke meget Highway 61 over Europavejen i Frederikshavn, og dog. Highway 61 var, og er formentlig stadigvæk, vejen der går fra Hibbing, Minnesota til "the deep south". Der hvor rockmusikken voksede op sammen med negre og bomuldsplanter. Det var highway 61 man skulle følge, hvis man var "Stucked inside of Mobile with the Memphis Blues". Europavejen førte ikke til Memphis, men til Ålborg og Århus, og andre steder hen, der kunne virke eksotiske for en Rimmerby-knægt. Det var vejen væk.

For mig er Viborgvej nu blevet til Århusvej. Den ligger ikke længere i Århus men i Viborg (ret åndsvagt, når man tænker over det). Halvvejs hjemme.

Det er efterhånden en almindelig kendt ting, at Dylan sjældent spiller nye numre til sine koncerter, hvis man overhovedet kan tale om nye numre, eftersom hans seneste album ligger 3 år tilbage i tiden. "Time out of Mind" hedder det, og det er et mesterværk. "Trying to get to Heaven" startede. "The air is getting hotter." Det vidste vi godt! Der var ulideligt varmt i salen i Horsens Ny Teater. Efterhånden var det eneste vi indåndede ren CO2. Det var muligvis mangelen på ilt, der var skyld i vores trance.

Mere rock'n'roll. "To be alone with you". Et upspeed ragtimeagtigt nummer, fra "Nashville Skyline." Igen var rockguden på spil. Det var næsten ikke til at tro. Det var det sidste nummer. Jamen vi var da lige startet. Men bandet blev præsenteret. Og de forlod scenen. Jo, jo. Jeg havde checket setlister fra de sidste 20 koncerter, og jeg var i Göteborg for en uge siden, og jeg vidste godt at det ikke er slut. Der var mindst 5-6 numre tilbage.

Sidegangene var efterhånden blevet fyldt op af folk fra de bagerste rækker. Der var fest. En øresønderrivende larm med et formål: At få Bob tilbage på scenen. Og selvfølgelig kom han. Vi havde stadig det bedste i vente. Vi vidste det. Og Bob vidste det.

"Ballad of a thin Man" om den forstokkede Mr. Jones, for hvem tiden står stille. "Something is happening here," og skulle der sidde en enkelt Mr. Jones oppe på sponsor-balkonen, og være i tvivl, blev tvivlen dementeret med "Like a Rolling Stone."

Godt nok var vi kun 450 mennesker, men at dømme efter den begejstrede larm, kunne det lige så godt have været Madison Square Garden eller Royal Albert Hall. Det lød som en mellemting mellem et grønlandsk kor og Brøndby Support, da vi skreg: "How does it feel, how does it feel, to be on you own, with no direction home, like a complete unknown, like a rolling stone." Bandet leverede 12000%, Bob kæmpede og sejrede fuldstændigt. Den sang er 35 år gammel, men kunne ligeså godt være skrevet i går. Tilløberne ude på langsiden hoppede rundt i hinanden, Larry Cambell og Tony Garnier flirtede med publikum, smilede sagligt til hinanden. Dette var deres livs aften, deres livs koncert. Vores livs koncert. Måtte det blive ved lige til den sidste brandbil forlod Helvede.

Vejen fra Viborg til Holstebro, går gennem den jyske hede, eller det der er tilbage af den. Jeg kører forbi Daugbjerg kro, kører over Karup å. Og i Hagebro finder jeg den sidste Wilbury. "Lars Lilholt Band" står der skrevet med Masai-bogstaver på en Netto-farvet plakat. De spiller i en ulæselig by i området. Selvfølgelig! Der manglede noget. Averell Dalton. "Don't follow leaders, watch the pawkin' meters, sagde ham der Bob Dylan, og så kom han højt på strå.", sagde Lars Lilholt, og blev stjerne i sit eget liv. Han var efter den kulørte presse at dømme ikke i Horsens, men han var med i Dalton sammen med Allan Olsen og Johnny Madsen.

Det startede vel egentlig til en Grammy-fest i 1989. Johnny Madsen havde samlet et par af den danske rockscenes førende skikkelser til den store finale. Der var ikke noget at tage fejl af. Det var The Traveling Wilbury på dansk. Hobo-ekspessen hed de. Det var Peter Belli, Johnny Madsen, Nanna og Billy Cross (som iøvrigt selv spillede med mesteren på "Street Legal" og på '78'touren, der blandt andet medførte det fremragende livealbum, "Budokan"). Nummeret var Wilbury-hittet "Handle with Care" ufærdigt oversat til dansk. Ideen førte til dannelsen af Dalton, med udgivelsen af samme navn. The Traveling Wilbury's havde gjort det et par år i forvejen. Bob Dylan, Tom Petty, George Harrison, Jeff Lynne og Roy Orbinson havde udgivet pladen Traveling Wilbury's Volume 1. 5 gode venner og superstjerner var fundet sammen. En sensation. Dalton var også en sensation, omend i dansk målestok. De turnerede for fulde huse.

Plagiat? Nej. Dalton viste stor respekt for deres rødder, både de amerikanske og de danske. De kom fra Hollywood, men endte med Lily fra Løkken. De sang om Joe Dalton, men på dansk. 3 danske highwaymen.

Der skiftedes ud på scenen. Endnu et akustisk nummer. Tony Garnier spillede på en af de der basser, der lignede en akustisk guitar, men lød som en el-bas. Det er vel det der skal til, for at det kan kaldes akustisk. Unplugged. Men det er resultatet der tæller. "Forever Young" er, og bliver en fantastisk sang. Det 3-stemmige omkvæd rykkede for vildt. "May you heart always be joyful, may your songs always be sung, and may you stay Forever Young." En hyldest sang fra 1973 til sønnen Jack Dylan, som selv hitter i USA med hans gruppe Wallflowers. Vi skrålede med på omkvædet. For os var det en hyldest til mesteren, guruen, poeten og guitaristen, Bob Dylan.

"Go 'way from you window." Jubel. "It ain't me Babe" i et flot country arrangement. Efter et af versene gik Dylan tilbage på scenen. Fandt sin mundharpe, holdt den lidt ud fra kroppen og nikkede til publikum. "Ja, ja, jeg ska' nok," syntes han at gestikulere. Alle klappede og hujede, selvom de, der virkelig mener, at Bob Dylan spiller en god mundharpe, burde have været en smule skuffet over, at den først kom frem nu. Han blæste ud og ind uden at bevæge læberne på instrumentet. Nu hører jeg faktisk til den sjældne race, der mener, at Bob spiller en fantastisk mundharpe. (Til de der mulighed for det; lyt til det akustiske set på Live66 albumet). Men det her mindede om et statement. En feature, så folk kunne sige, at de skam havde hørt Bob Dylan spille mundharpe i virkeligheden.

Hurtigt videre til "Rainyday Women # 12 & 35." Den første drug-sang i rockhistorien. Det er langt fra min favorit, men den energi der blev lagt for dagen var smittende. Dylan spillede 3 kors guitarsolo i midten. Han hoppede rundt på scenen, næsten lige som ham Chuck Berry. Og så kom det. Hurtigt og krampagtigt. Et nanosekund; han smilede. De fleste så det, og begyndte at huje og bifalde Bob Dylan fortrinelige humør. Jo, han var i topform og i perlehumør. "Everybody most get stoned." Det var ikke fjolle-tobak der prægede den iltfattige luft i Horsens Ny Teater den aften. Men vi var høje, berusede på nippet til total overgivelse. "Befal herre! Vi adlyder."

Lyset gik ud. Det var meningen, at Bob og bandet også skulle gå ud. Det kunne ses både på de foregående setlister og på deres gestikulationer. Folk skulle så klappe dem ind igen, og de skulle spille "Blowin' in the Wind. Men nej. De blev på scenen. Yes! Håbet om endnu et ekstranummer bredte sig. Ville de komme tilbage bagefter og spille endnu et nummer efter "Blowin' in the Wind"?

Nu først "Blowin' in the Wind." Der er vel næppe nogen Dylan sang der har været mere omkring end netop denne. Man kunne vel sige, at den er lidt slidt efterhånden. Men Bob Dylan er kendt for at fortolke sine egne sange. Verset var rimeligt ordinært, men så kom omkvædet. Larry og Charlie sang med; "The answer my friend is blowin' in the Windm/ the answer is blowin' in the Wiiiiiiiiiiiiiiiiiind." Faktisk temmelig fantastisk. De bløde 3-stemmige harmonier (som med publikums hjælp faktisk blev både 7 og 8 stemmigt) strømmede ud til publikum. "Wiiiiiiind" holdes, tonen holdes. Og folk jublede igen, igen og for altid. Det var utroligt! Den bedste version der nogensinde er lavet af den sang.

De forlod scenen. Publikum klappede, råbte på endnu et encore. Men lyset blev tændt. Stor skuffelse, men på den anden side ville jeg nok få hjertestop, hvis de havde fortsat. Det er trods alt begrænset, hvor mange genialiteter et menneske kan rumme på een aften.

Jeg kører ud af Struer. Forsøger at samle trådene på de sidste 15 kilometer.

Alle de folk-, country og rockmusikere, bare i Danmark, der har en lille smule Dylan i deres musik. Sebastian, der startede som troubadur, og senere blev rocksanger, Michael Falch, der i de sene '70'ere agerede protestsanger i København med guitar og mundharpeholder, for dernæst at kaste hele sin stolthed i Malurt, Marie Frank der tomlede rundt i hele Verden og sang sange af Neil Young, Lou Reed og Bob Dylan, for senere at lave en rockplade. Allan Olsen, Lars Lilholt og Johnny Madsen der alle havde et tidspunkt i deres karriere, hvor de sagde "Hvad fanden" og gjorde hvad de havde lyst til... Jeg drejer ind på parkeringspladsen, ved Rønnegården i Nr. Nissum Seminarieby. Står ud af bilen. En kold vind fra vest møder mig. Jeg kigger mod nordvest. 30 km. derude ligger Hotel Cheminova og ikke mindst Thyborøn Stadion. Det var der, det hele startede. Myten.

Søren Jensen Lund©2004