Ravnen flyver om aftenen. Dens skæbne er beseglet og kan kun forløses med frisk blod fra et menneskebarn. I sin desperate jagt lander den på taget af spillestedet VoxHall i byen Århus.

Den kigger ned på menneskene. Der er vikinger med skæg, der drikker mjød af kohorn, metalchicks med sort tøj og smokey-eyes-make up. Der er de, der forsøger at smugle en halvliters fadøl forbi dørmanden, som for firehundrede-gu'-ve'-hva'-gang forsøger at forklare en simpel regel: "Man drikker indenfor og ryger udenfor." Og så er der os andre, der forsøger at holde varmen og fylde lungerne med den omdiskuterede røg, som man et helt tredje sted har besluttet ikke længere må forpeste VoxHall. Menneskene er kommet for at høre Hedningarna og Valravn, som inden længe går i gang med at spille derinde, hvor man må drikke, men ikke ryge.

"Det er vigtigt at gøre noget med folkemusikken og tage fat på noget af det ældste i folkemusikken. Det har noget med rødder at gøre. At finde de rødder man kommer fra. Hvor man udspringer fra. I sådan en multikulturel verden, vi lever i, synes jeg, man bedre kan navigere og møde folk fra andre kulturer, hvis man kender sine rødder."

Anna Katrin Egilstrød, sangerinde i Valravn, kommer fra Færøerne. Hendes stemme er ofte blevet sammenlignet med islandske Björk.

"Tonesproget minder måske om Björk’s De nordatlantiske kompositioner har et tonesprog, som hun også bruger i sin musik. Og selvfølgelig er der naturen, som ligeledes giver hende inspiration."

Valravn har netop udsendt deres debut-plade. Med en tung nordisk folk-lyd i en solid elektronisk indpakning fortolker Valravn danske, færøske og islandske folkeviser og ballader.

Udover Anna Katrin, består Valravn af Søren Hammerlund, Martin Seeberg og Juan Pino. Det er de samme fire, der også udgør middelalderorkesteret Virelai. Martin fortæller:

"Den store forskel er, at vi i Virelai tit spiller akustisk og helt uden mikrofoner, sådan helt nede på jorden. I Valravn har vi haft festival- og klubscener i tankerne. I Virelai bliver vi tit nødt til at skære lidt ned på sangene, fordi Anna Katrin ikke kan synge det op. når vi står på for eksempel et middelaldermarked. Jødeharpe og sådan nogle ting kan du heller ikke rigtigt få med i en akustisk version, men det er der derimod mulighed for at booste ret godt, når man har mikrofoner på. I Valravn tager vi lidt mere udgangspunkt i middelalderballader, altså sange, mens vi i Viralai spiller meget instrumental dansemusik, som også kommer meget fra Mellem- og Sydeuropa. Valravn er mere nordisk. Men grundlæggende er det den elektroniske del, der gør forskellen."

Sorten Muld og lyden
Danskerne fik for alvor øjnene op for den elektroniske folkemusik i 1997, da Sorten Muld fejede hen over landet med albummet "!Mark II". Med en pladekontrakt på Sony bragte Sorten Muld danske traditionelle folkeviser ind på hitlisterne – eller i hvert fald tæt på. Martin spillede selv med i Sorten Muld.

"Som udgangspunkt har jeg savnet den stemning, der var i Sorten Muld. Det var en rigtig intens stemning lige fra start til slut, og det har været lidt bagtanken at få det frem igen. Den store forskel er, at der i Valravn er mere plads til de akustiske instrumenter. I Sorten Muld var der en meget massiv elektronisk lyd med folkemusik- eller middelalderinstrumenterne som et lille krydderi. I Valravn er der en meget større balance mellem de rigtige instrumenter og elektronikken. Det kan jeg godt lide, for det skaber en mere jævnbyrdigt sammensmeltning af de to udtryk," siger Martin Seeberg.

Christopher Juul, som har produceret Valravns plade og er hovedarkitekten bag den elektroniske del af Valravn, fortsætter:

"Sorten Muld er inspireret af én tidsalders elektronisk musik, hvor Valravn selvfølgelig er inspireret af en anden tidsalders elektroniske musik. Jeg læste i Gaffa, at det hedder folktronica nu. Det er jo lidt sjovt, da det åbenbart er noget, der for nyligt er opstået i England, og Valravn har spillet det lang tid før. I stedet for at bare fyre på med beats og alt muligt oveni, går vi ind for på elektroniksiden at indspille de akustiske instrumenter og derefter tage den originale varme akustiske lyd og gøre den elektronisk."

På taget af spillestedet Voxhall i byen Århus sidder stadig ravnen. Netop som den breder sine vinger for at fortsætte sin søgen, brydes menneskenes forventningsfulde småpludren af en massiv rytme, der straks får folk til at kaste skodderne af deres Kings og hjemmerullede Rød Bali og en enkelt næsten færdigrøget joint fra sig og søge mod lyden. De bliver mødt af det varme mørke på VoxHall og pulsen fra Juans tromme.

Universelle fornemmelser
Juan Pino: "Alle kan tage en computer og lege lidt. Jeg har lige været i Linköping til en festival, hvor alle bare stod med violiner. Det er folkets instrument. Alle kan være med. Og det med at lege med rødderne er også noget med, hvem vi er. Det er meget en krops- og følelsesfornemmelse. Derfor er det interessant at bruge elektronik og de klangmuligheder, så musikken kan være endnu vildere og blive en endnu større oplevelse, som går ind i os og gør et eller andet ved kroppen."

Juan er oprindeligt fra Equador, men har boet det meste af sit liv i Schweiz. Udover en dyb kærlighed til musikken, har han måske ikke det samme forhold til de nordiske rødder som de andre i bandet. Men der er noget universelt i Valravns musik. Noget som alle folk kan forholde sig til på én eller anden måde. Juan fortsætter:

"Engang, hvor vi spillede i Århus på Fabrikken, kom der en hiphopper, en indvandrer, som sagde, at det var den bedste koncert, han nogensinde havde hørt. Han havde kun hørt hiphop og havde aldrig hørt om nordisk folkemusik. Men han var ligeglad med, hvad det var. Han havde ikke noget med vikinger at gøre, men han kunne mærke, at der var et eller andet."

Anna Katrin: "Det er derfor, folk er vilde med det, vi laver. Fordi de kan mærke det. Jeg har tit fået at vide efter en koncert, også når vi har spillet i udlandet, at folk siger, at de ikke forstod ordene, men de kunne mærke og fornemme, hvad det handlede om. Så bliver jeg glad."

Hit på Færøerne
Derimod var det genkendelsens glæde, der sendte sangen "Òlavur Riddararós" ind på den færøske radiohitliste. Den traditionelle sang, som de fleste færinger kender, har fået et nyt og moderne udtryk, som også de unge på Færøerne kan forholde sig til.

"Anne Katrins far mødte en radiomand fra Færøerne på færgen på vej tilbage, lige da vores cd var kommet," siger Martin, og Anna Katrin fortsætter:

"Min far havde en walkman, hvor han lyttede til cd’en, og så siger han til ham radioværten: 'Prøv at høre det her.' Radioværten blev meget begejstret. Senere lavede jeg et radiointerview på Færøerne. De har spillet den lige siden."

Sangen lå først og boblede, før den røg ind som nummer tolv på den færøske radiohitliste. Ugen efter fløj den op på en syvendeplads.

Ravnen følger efter menneskene ind på VoxHall, og straks bliver den indfanget i et net af lyde fra en anden tid. Mystiske blinkende knapper og dippedutter, dunkende rytmer der går igennem marv og ben. Digital virkelighed fra en fjern fremtid. Dens hæse skrig bliver omdannet til binær kode og suget ind i maskiner og programmer. En rejse rundt i elektroniske kredsløb, en virtuel verden, hvor blodet fra menneskebørn synes være lavet af protoner og elektroner, som i mikroskopiske formationer danner mønstre, der bliver til lyd.

Valravns koncert på VoxHall ligger på andendagen på en firedags Danmarks-turné med de svenske ikoner fra Hedningarna. Det er Martin, der har arrangeret turnéen. Hvordan det er at turnere med nogle af sine store idoler?

"Det er fantastisk! Det passer skidegodt sammen i stemning, og det er nogle søde fyre. Det er fedt, at der er de fire fyre, der står så meget ved deres spillemandsbaggrund, og så bare putter nogle rigtig tunge grooves og beats på og bare fyrer den af. Det er helt euforisk fedt selv at spille en koncert og så kunne hoppe ned på dansegulvet bagefter og feste igennem. Kan man ønske sig mere? Det er stort," siger Martin.

Christopher supplerer: "Der er en anden positiv ting ved at spille sammen med Hedningarna. Når man snakker med folk efter koncerten, er der nogle, der er kommet for at høre Valravn, som ikke kendte Hedningarna, og andre, der er kommet for at høre Hedningarna, som ikke kendte Valravn. Det er fedt at vise forskellige sider, og folk har bare været superpositive omkring det."

Ravnen banker hovedet mod indersiden af skærmen på en iMac laptop, og på den anden side ser den mennesket Christopher. Med huen nede omkring ørene og høretelefoner om halsen fordrejer, manipulerer og leger han med frekvenser og bølger af lyd, som bliver til en del af den islandske sang "Krummi". Foran står Søren med sin drejelire – en trofast ven han mødte til en festival i franske St. Chartier. Det altid glade og smilende menneske med fletninger i skægget kigger op på en nærmest Hendrix-agtig måde, som fremragende afspejler måden, hvorpå han håndterer det ældgamle instrument. Anna Katrin står i front. Hun synger det første vers, og som det slutter, kaster hun sig ud i en vild og kraftfuld dans, mens resten af orkestret slipper ravnen fri. Ravnen flyver om aftenen.

RootsZone (2007)