Rambles

En ærbødig finger fra Danny Boy


Daniel Lanois er én af de mest indflydelsesrige producere i moderne tid. Det var ham der hev Bob Dylan op fra firser-dyndet og producerede klassikeren Oh Mercy og det var ham der forvandlede Emmylou Harris fra country-girl til country-diva med pladen Wrecking Ball.

Fra Wrecking Ball har Lanois stjåldet sin sang Where Will I Be tilbage og åbner Here Is What Is med en forrygende version af sangen. Der gik lige et par minutter før jeg fandt ud af hvad det var for en sang. Først troede jeg at det var én af sangene fra den tidligere plade, Shine, han skødesløst havde genbrugt. Det er selvfølgelig ulempen ved at have en så karakteristisk lyd, at nogle af numrene glider lidt sammen og kommer til at lyde ens.

Men at Daniel Lanois også er en performing artist er der ingen tvivl om. Måske har han ikke en stemme som Emmylou, og måske skriver han ikke sange som Dylan (på en god dag), men hans egne plader er specielle. Det er især hans kærlighed for pedal-steel der skiller ham ud. Daniel Lanois har en stor del af skylden for at pedal-steel-guitaren er brudt ud af truck-drivin'-country-kassettebåndene fra BP- og Gulf-stationerne og blevet et instrument folk tager seriøst.

Here Is What Is er måske det bedste Daniel Lanois-album til dato. Pladen er cool og tilbagelænet og samtidig er Lanois aristokratisk og selvhøjtidelig på en måde man bare ikke kan få nok af. Selvfølgelig er der, som med alt hvad han har med at gøre, et dybt seriøst skær over det hele. Der er en vilje eller en trang til at omdefinere, omstrukturere, skabe nye veje for musikken og føre americana´en til steder hvor den aldrig har været. Det er en balance mellem det velkendte og det ukendte – som om han ærbødigt giver traditioner og konventioner fingeren.

De smukke sange er det bærende element. Min absolutte favorit er balladen ”Not Fighting Anymore”. Dertil er der en række instrumentale numre, hvor Lanois eksperimenterer med stilarter og, måske, endda forsøger at arbejde sig lidt væk fra den lyd, der er så kendetegnende for ham. Til sidst er der et par samtaler mellem Daniel Lanois og Brian Eno taget fra den film, som Here Is What Is i virkeligheden er soundtrack til. Det kan selvfølgelig være sjovt nok at høre Dannyboy snakke løs om alt muligt med en sær blokfløjte i baggrunden, men anden og tredje gang man hører det, har man fået nok. Men på trods af disse spoken words-intermezzoer er Here Is What Is et nyt mesterværk fra Lanois' hånd.