LIVE: Kíla - A Hot Night in Dublin

Kíla spillede en fremragende koncert på hjemmebane i Dublin. Foto: Søren Jensen Lund.

Hvis man skal være en anelse grov, kunne man påstå, at den traditionelle irske musik ikke rigtigt er kommet videre, siden The Bothy Band og Planxty revolutionerede scenen i starten af halvfjerdserne. Måske en overdrivelse, men dog virker det tit som om, at også helt unge irske trad-bands ridder den samme galoperende hoppe, som Dónal Lunny, Tommy Peoples, Paddy Keenan, Andy Irvine og de andre satte i fart dengang. Det er absolut ikke talent der mangler, men mere modet til at turde at røre ved én af de mest stolte og levende folkemusiktraditioner i Verden. Fornyelsen af den keltiske musik er i de senere år mest kommet fra Skotland og Canada.

Én af undtagelserne (der er naturligvis flere) er Kíla. På trods af deres efterhånden 25 år som orkester, har man ikke set meget til dem i Danmark, men i Irland er de store. Det skyldes nok i nogen grad Ó Snodaigh-brødrenes multitalenter som forfattere, digtere, filmskabere og skuespiller, men først og fremmest Kílas udvikling fra at være et næsten trad-band til at være et af de mest interessante cross-over-bands inden for den keltiske musik.

I løbet af sommeren spiller Kíla to koncerter på The Academy. Long Hot Summer Nights kalder de arrangementerne, og eftersom det foregår i regnfulde Dublin, hviler der et lettere ironisk skær over navnet.

Den første lange varme aften var den 31. juli. The Academy var pænt fyldt af fortrinsvis Heineken-bællende unge mennesker. Frontmanden Rónán Ó Snodaigh varmede op under publikummerne med et meget langt – sådan føltes det – solosæt, hvor han maltrakterede en temmelig dårligt stemt guitar som akkompagnement til nogle ret gode og iørefaldende sange. Imellem sangene reciterede han sine digte, som jeg, med deres eksplicitte nationalistiske indhold, havde lidt svært ved at relatere til.

Endelig kom resten af bandet på scenen. Det viste sig meget hurtigt at Rónán Ó Snodaighs udtryksfulde bodhran-spil langt overskyggede hans evner som guitarist (og guitar-roadie). Selvom det var svært at fange finesserne med pumpende trommer i baggrunden, skabte det helheden. Og så skal det nævnes at han stod op og spillede, og ikke mindst kiggede ud på publikum i modsætning til de fleste andre bodhran-spillere, der stirrer ned i jorden, eller nærmest ser ud til at sidde og sove på deres tromme.

Musikken var ofte bygget op omkring traditionelle og traditionelt inspirerede jigs og reels, men frem for at spille dem fra ende til anden, var melodierne brudt op, og der blev generelt lagt lige så stor vægt på groovet i musikken – ikke ulig det andet mønsterbrydende irske band Afro Celt Sound System. Men hvor Afro Celt bruger samples og loops til at skabe groovet, spillede Kíla udelukkende ”rigtige” instrumenter.

Der var lange improviserede stykker, hvor uileann piperen Eoin Dillon som regel bevægede sig længere og længere væk fra melodien og fik sit instrument til at hyle og jamre, som var det en Les Paul i hænderne på Slash, eller hvem det nu kunne være. Og bedst som det hele var ved at forsvinde i en gang øredøvende larm, fandt alle sammen tilbage til den oprindelige melodi, og Dublin-publikummet hoppede jublende rundt, så luften var tyk af lunken Heineken, der forsvandt fra plastic-krusene og op i fjæset på ejermanden og dennes umiddelbare nærhed. I projektørlysets skær kunne det ligne en solid Roskilde-skylle, eller blot en 4. klasse der var gået amok med vandballoner. Men det var ligemeget for der var Loooooooong Hot Summer Night i The Academy.

Da jeg for nogle år siden oplevede Kíla på Folkwoods-festivalen i Holland, var jeg en anelse træt af det lidt frelste hippie-trip bandet kørte. Der var lidt af det samme i The Academy, specielt når de forsøgte sig med at synge et eller andet, der muligvis skulle forestille at være indisk. Men de havde til fulde lagt selvhøjtideligheden fra sig og var indstillet på at lave en fuldfed fest i stedet for at lulle folk i søvn med tablas.

Kíla var en oplevelse. At se dem i deres egen by med hjemmebane-publikummet på lægterne, gjorde blot oplevelsen endnu større. Men mon ikke også at de kunne sætte gang i en fest i lille Danmark? Hvis det så ikke bliver til et ølpjaskende masse-orgie, skyldes det nok danskernes lidt mere afdæmpede facon i forhold til 600 drunk Irishmen on the loose.

Kíla - The Academy, Dublin, 31/7-2008