Kom til Klondyke

af Søren Jensen Lund

Måske var det den drøm George Carmack havde, om en laks der svømmede rundt i det klare blågrønne vand i Yukon River. En laks med to store skinnende øjne af det pureste guld. Måske var det Skookum Jim og Dawson Charlies' indianske intuition. De var begge Tagish First Nation - indianere. Eller måske var det bare held og tilfældigheder, der en sensommerdag i 1896 bragte de tre ned af Rabbit Creek i Klondike-området.

Det var den 17. august 1896 at Skookum Jim, George Carmack og Dawson Charlie fandt en ufattelig stor mængde guld i Klondike. De gjorde krav på stedet, og de omdøbte Rabbit Creek til Bonanza.
Fundet blev holdt hemmeligt i et lille års tid, men så – den 17 juli 1897 – kom der besked over telegrafen til Seattle om, at S.S. Portland om kort tid ville anløbe Seattle med over et ton guld.

Den lokale avis, Seattle Post-Intelligencer , sendte journalister ud med småbåde for at interviewe de 68 minearbejdere ombord på S.S. Portland , og da skibet endelig kom i havn, var mere end 5000 mennesker samlet ved kajen for at få bare et lille glimt af guldet. Og det fik de.

“The Klondike Goldrush” blev det sidste og – uden sammenligning – det største udbrud af guldfeber. Allerede i starten af september havde 9000 lykkejægere og 3.600 tons udstyr sat kurs mod Klondike. De næste tre år ville 100.000 tage af sted mod Klondike. Mange ville dø af kulde, og langt de fleste ville komme tilbage til Seattle endnu fattigere end da de tog af sted. Ganske få ville finde guld, og de der virkelig blev rige på The Klondike Goldrush, var de købmænd der solgte udstyr og drømme i Seattle.

Nok er der langt fra Klondike til København. Men i København bor Klondyke. Det danske band har siden udgivelsen af deres første plade, Gold , været anmelderdarlings overalt i de danske medier. Deres anden plade, Lille Vampyr , udkom i 2003, og siden har de optrådt på parnasset – Viva på DR2, og for hysterisk skrigende grundskoleelever inde hos den aldrig helt udvoksede Bubber i Snurre Snups Søndagsklub . De har taget den skrevne presse med storm, og de var nomineret i tre kategorier ved Danish Music Awards 2004 – Folk.

Klondyke består af Mikael K alias Mikael Ryberg Kristensen (sang, guitar, mundharpe mm), Per Lange (trommer), Nikolaj Heyman (guitar, pedalsteel mm) og Anton Johannes Hejl (bas).
Mikael K skriver de fleste af teksterne, og det er her vi møder lottomillionæren på Nørreport Station, som lige har brugt sin første million. Og det er her vi møder luftkaptajner, catlink-stewardesser og vinduespudsermanden på Microsoft. Og her ligger Abdullahs Kiosk, hvor man kan købe falafel, halal, basmati og cola på klods. Og her ligger det smukke vaskeri, hvor Sæbepulver Johnny venter på sin sæbepulverdronning.

Det er en rejse rundt i hverdagen i det indre København, hvor personer møder hinanden og skilles, og hvor drømmene får frit løb.

“Det handler om København for det er der jeg befinder mig nu, og har boet i de sidste 9 år. Det skinner jo selvfølgelig igennem i teksterne.”
Mikael K kommer fra Ålborg. Den umiskendelige accent afslører det med det samme.

“Hvis jeg engang flytter ud på landet kommer det måske til at handle om plovfuger.”

Jeg snakker med Mikael og Johannes Hejl i køkkenet i Stereo Studio, Århus, hvor Klondyke netop har spillet nogle numre fra Lille Vampyr . Vi snakker om rødderne.

“Jeg startede med at spille da jeg var ung teenager, hvor vi spillede børnerock og sådan noget. Dengang var der et stort band i København der hed Parkering Forbudt, som på en måde var forbillede for det. De gik ind for børnemagt, og det blev vi helt vildt turnet på af.”

Det var nytårsaften 1984 Boobs spillede Liva Weel-klassikeren Åh hvor jeg, Ih hvor jeg … Det var en ung Mikael Ryberg med firserhår der var frontfiguren i Boobs. Boobs nåede at lave tre plader, inden de i 1987 sagde farvel. De spillede i øvrigt på Vestjysk Visefestival i 1987, og flere år senere blev jeg en smule overrasket over at det rent faktisk ikke var Boobs der havde lavet Åh hvor jeg … Mikael K fortsætter:

Når jeg sjasker gennem byen
med en kaktus i min hånd
og regnen drypper ned på min næse
er det som et perspektiv.
Næ, jeg har hånden fuld
jeg har hånden fuld af liv
og så med et der stråler solen
ja og alting drejer rundt.
Gasolin: “Laphophora Williamsii”, Gas 1, 1971

Det er lørdag. Klokken er over midnat på Voxhall i Århus. Klondyke er i gang med det sidste ekstranummer.
“De spiller Gasolin! Cool!” var der én der sagde til mig. Jeg lod som om at jeg godt vidste det, men i virkeligheden var jeg ved at gå til over jeg ikke kunne huske nummeret fra nogen af Klondykes to plader.

Nikolaj Heyman er helt i hvidt, og med en hvid Stetson cowboyhat tvinger han de sidste toner ud af sin guitar. Han sidder på gulvet foran sin forstærker og lyden fra hans Rickenbacker blandes med de andre instrumenter i et massivt jam der ikke synes at ende.

Koncerten startede med Mikael K alene på scenen, hvor han som en tidlig Bob Dylan sang Sæbepulver Johnny foran publikum, der endnu sad spredt ved bordene og rundt omkring på gulvet.
Den bløde country-lyd blev blandet med mange andre indtryk, fra god gammeldags rock'n'roll til inciterende percussion-rave i sangen volvocrash.

“Det er som om mange af de nye ting der kommer nu, kigger meget langt tilbage, og hvis man skal lave noget der virkelig er friskt og skarpt i dag skal man nærmest kigge endnu længere tilbage end de andre.” Johannes Hejl spiller bas i Klondyke.

“De rytmer og toner der er i folkemusikken er meget relevante i dag. Jeg opdagede folkemusikken meget sent i mit liv, men den er kommet mere og mere ind. Det bliver mere og mere interessant at kigge tilbage, og det kan næsten ikke komme for langt tilbage. Jeg købte et box-sæt i går med mongolsk musik. Det er spændende at gå helt tilbage for at finde inspiration – det er ikke nok bare at blande 60'erne og 70'erne endnu engang.”

Johannes Hejl fandt ind til folkemusikken gennem technomusik. Op igennem 90'erne var han med i Sorten Muld. Han boede 5 år i Sverige hvor han blandt andet spillede klezmer, arabisk musik og svensk folkemusik.

Mikael K:
“Jeg tror det er generelt for alle i orkestret – vi er bare musikinteresserede. Vi kigger langt tilbage, men vi følger også med i hvad der sker på den elektroniske scene, selvom man ikke kan høre det i vores musik. Det er ikke uinteressant at købe en plade med for eksempel Underworld. Men især den første plade ville vi gerne lave i et countryagtigt univers med steelguitarer og hvad ved jeg …”

Hun var kæreste med en båtnakket he-mand
som ville slå når hun ikke gjorde som han sagde
Der var jetspor på himlen
da hun rejste i morges
med Hitch-Hikers Guide
i cobraslangeskinds-shorts
“Luftkaptajn”, Lille Vampyr, 2003

På den anden plade er der taget alt muligt ind fra cubanske rytmer over klezmer til rock. Det er det der gør det svært at sætte Klondyke i bås. Et eksempel er sangen Strawberry & Den Flyvende Trapez. Sangen er den første på Lille Vampyr . I starten er tonen meget amerikansk, søbet ind i pedal-steel, men sangen ændrer sig først til noget kabaretagtigt, og senere til regulær rock.

Det næste nummer Blind passager sender tankerne tilbage til Ennio Morricone med tremologuitar – men samtidig med en lyd der ligger et eller andet sted mellem Mexico og Østeuropa. Tredje nummer, Luftkaptajn , er en god popsang, der tenderer dansktop, men med et twist der gør at den vil meget mere. Og sådan fortsætter det. Klondyke har en hel unik lyd.

“Lille Vampyr har solgt et par tusinde eksemplarer nu. Jamen, det er måske bare ikke noget musik der henvender sig til den brede befolkning …”
Johannes Hejl afbryder:
“Altså jeg synes noget af det der er fascinerende ved Klondyke, er at det faktisk er ret folkeligt. Det er for eksempel blevet spillet meget på P4, og min kærestes mor synger med på det. Det er en blanding af noget avantgarde og så noget super-folkeligt. Det er sådan noget der tænder min nysgerrighed: Hvordan kan det lade sig gøre? Skal man både kende til Tom Waits og Tommy Seebach for at kunne lide det der? Det er lidt sjovt, synes jeg.”

Mikael K: “Jeg har altid svaret når folk har spurgt hvad det er for noget … jamen, det er popsange. Poppen tager jo alle mulige steder fra. Den tager fra folkemusik, fra rocken, fra indiske ting – alt muligt. Men i slutningen af firserne kunne man ikke sige at man spillede pop, for det var bare det værste fyord overhovedet.”

Johannes Hejl: “Men med hensyn til det der med hvor mange plader vi sælger – det er meget tilfældigheder i dag om man lige rammer et eller andet. Det har meget med kommunikation at gøre.”

Mikael K: “Der skal tv til i dag. Vi har været inde ved Bubber, men det er jo hovedsageligt henvendt til børn. Der er ikke rigtig nogle seriøse musikprogrammer på tv.”

Johannes Hejl: “Jeg tror også at det er et problem for os at vi er svære at sætte i bås …”

Mikael K: “Når vi er ude at spille møder vi nogle fede mennesker. Og det er i alle aldersgrupper. I går var der en pige, og hun var 16, og så møder vi nogle der er 50–60 år og folk på vores egen alder. Det er skide sjovt.”

Johannes Hejl: “Sidst vi var ude at spille mødte vi nogle Under Byen-fans som også var fans af os. Jeg er selv Under Byen-fan. Det er en sjov kobling.”

Jeg står i undertøj
og vasker vasketøj
jeg har skyllemiddel og cigaretter
og Franz Kafka billigbog
bare for at virke klog
og for at undgå
folk der snakker
på mit smukke vaskeri
sidder jeg tit indtil
de lukker klokken ni
det ku' jo være
der kom en dronning forbi
det' ren terapi
at gå på møntvaskeri
“Sæbepulver Johnny”, Gold, 2002

Udenfor Voxhall er det sådan en aften der ikke helt kan beslutte sig for om den er en mild vinteraften eller en råkold forårsaften. Folk er på vej til koncert med Klondyke. Publikummet er blandet. Indenfor er der jordfarvede hippie-chicas og matematikstuderende med lidt for korte bukser, og lidt for store hænder. Der er midaldrende mænd i cowboystøvler og masser af os ganske almindelige mennesker. Der er sortklædte indiefyre, som står nede ved mixerpulten og venter på et eller andet de kan brokke sig over. Der er lige så meget variation i publikum som der er i Klondykes musik. Fælles for os alle er, at vi er solgt som twang-lakrids et par timer senere, hvor Klondyke slutter af med Gasolin-coveret Laphophora Williamsii.

Mikael K's tekster kan minde en smule om danske sangskrivere som C.V. Jørgensen, Nikolaj Nørlund og Olesen-Olesen.

“Jeg ved ikke … jeg har lyttet meget til C.V. Jørgensen som ung. Men jeg forsøger bevidst ikke at lytte for meget til de andre, for ikke at lægge mig op ad dem. Jeg kan godt lide at lege med ordene. Jeg har skrevet sange siden jeg var tolv år og fik min første guitar – bare bakset noget sammen. Jeg bruger meget langt tid til at skrive de sange. Hvis det går hurtigt tager det tre måneder, og sommetider tager det fem år. Jeg er altid i gang med flere forskellige.”

Mikael K fortsætter: “Jeg prøver på ikke at gøre mig klogere end andre, og bare at beskrive nogle ting som måske nok er hverdagsagtige, men som så også flyder ud i noget fri fantasi. Jeg kan ikke svare på om jeg ligger i samme kategori som Nørlund og Olesen-Olesen. Det er dansk.”

Jeg glemmer aldrig den dag du sagde til mig:
“Du ligner en sexet Buddha”
Sæsonen var forbi og cirkus pakket ned
Og hvad vi skulle havde vi ikke fundet ud af
Du fik besøg af din ven Jack Kerouac
I var som ensomme sortklædte fugle på træk
“Strawberry & Den Flyvende Trapez”, Lille Vampyr, 2003

Mange af teksterne refererer til amerikanske beat-forfattere som Jack Kerouac og William Borroughs. Én af dem er Strawberry & Den Flyvende Trapez.

“Jeg har haft en lang periode hvor jeg har dyrket de der beatniks. Hvor jeg læste Borroughs, Kerouac, Ginsberg og alt sådan noget. Den sang kommer fra en gang jeg var nede i et hus i Grækenland vi havde lejet. Den handler om Grækenland og jeg har sikkert haft en bog af Kerouac med. Sommetider er der nogle hints til de ting som jeg har brugt en årrække af mit liv på at dyrke. Det er en stor inspirationskilde. Men det bliver en smule romantiseret på én eller anden måde: det er fedt at være junkie og det er fedt at være rodløs og rejse fra det ene sted til det andet.

Der er de der hoboer der hopper op på togene og det eneste de bestiller hele deres liv er at rejse fra den ene ende af USA til den anden. Sådan er det også lidt at være musikere. Vi gør det bare kun tre uger af gangen.”

I Tønder er foråret kommet tættere på. Det er den 6. marts, og der er Danish Music Awards 2004 – Folk . Klondyke er nomineret til tre priser for Lille Vampyr , Årets Danske Folk Artist – kontemporær, Årets Danske Country Album og Årets Danske Folk Sangskriver. Det blev ikke til nogen priser. Måske er grunden at Klondyke netop er svære at sætte i bås – det er ikke helt folkemusik, og det er ikke helt country.

Solen står lavt over Nørreport Station. Abdullahs kiosk er ved at lukke, og på Tøndergades møntvaskeri er Sæbepulver Johnny ved at gøre sig klar til at tage hjem – måske i morgen finder han sin Sæbepulverdronning. Et turbo-stenkast derfra er man ved at pille Christiania ned. Og i samme øjeblik kaster solen sine første stråler på den biflod til Yukon River, som bliver kaldt Bonanza.
Det er morgen i Klondike.

Søren Jensen Lund©2004