Vi skulle igennem hele to support-acts før Múm kom på scenen. Jeg vil her kort nævne det 10 mand store orkester, Hjaltalin, som med en ret spændende besætning bestående af blandt andet fagot, klarinet, waldhorn, trompeter og harmonikaer spillede god og sund eksperimenterende indie med lån fra balkan og den klassiske musik.

Lyden kom ikke rigtigt bandet til gode i starten, og selvom jeg normalt ikke gider at bruge masser af spalteplads på at brokke mig over dårlig lyd, betød det, at nuancerne i de mange instrumenter forsvandt. Det blev dog bedre, og Hjaltalin spillede nogle up-tempo sange, der ledte tankerne hen til danske Alphabeat, dog uden disses insisterende lallede kedsommelighed.

Múm blændede op for gennemtænkt og veludført electronica og nærmest en musikbutik fuld af instrumenter. Den ene af frontfigurerne, Örvar þóreyjarson Smárason, spillede aftenen igennem på en melodika, samtidig med han pillede ved knapper på en pult ved siden af sig.

Hans stemme gik godt i spænd med de kvindelige medlemmer, Mr. Silla (med det mindre mundrette navn Sigurlaug Gisladottír) og Hildur Gudnadóttir. Sammen formåede de at skabe en poesi i de lidt barnligt naive sange med de meget markante melankolske melodier. Hovedparten af materialet var hentet fra den seneste plade, "Go Go Smear the Poison Ivy", og især "Blessed Brambles" fik publikum op.

"They Made The Frogs Smoke 'Till They Exploded" blev fremført med en selvironi som, i hvert fald for mig, satte gruppen i et helt andet lys. Hvor deres musik, når man hører deres plader, måske tenderer til at blive en anelse klog og fortænkt, understregede koncerten den humor, der faktisk er en ret vigtig del af Múm.

Generelt kom de akustiske instrumenter frem i lyset. Udover den førnævnte melodika som er et af Múms særkender, spillede Örvar på autoharpe og diverse former for mundharmonikaer og bandets nye merchandise, plastik-kazoo. Man kunne måske have savnet et par af øre-hængerne fra "Finally We Are No One". I stedet valgte Múm de lidt mere experimenterende numre, som også syntes at falde i Århus-publikummets smag.

I sidste nummer skabte Múm et elektronisk mareridt med høje rumlende lyde og infernalsk strobo-light, som stod man i et jorskælvs epi-center. I 2 minutter stod folk nærmest som lammede og det hele sluttede ganske pludseligt med Örvars ord: ”Takk”.

Múm forvandlede en trist onsdag aften til en fest. De viste, at de er et af de absolut mest interessante konstellationer på folktronica-scenen. De forsøger ikke at videreformidle en speciel tradition, men deres lyd synes at lade sig inspirere af det Island, der var engang, blandet med et bud på fremtidens Island.

Man kan tale nok så meget om den hype, der i øjeblikket er rettet mod den islandske musikscene. Det er lidt som om, at hvis man har et par sære bogstaver i de nordisk klingende navne, giver det automatisk adgang til alverdens spillesteder. Múm skaber deres helt egen stil. Måske lyder de ind imellem lidt som Sigur Rós, men Sigur Rós lyder måske ind imellem lidt som Radiohead, og på den måde lyder stort set alt musik lidt som noget andet. Der er ingen tvivl om, at Múm har præsteret at videreføre den islandske lyd ved helt ukritisk at bevæge sig rundt i diverse stilarter, bruge plastik-instrumenter, hvis det er det, der giver karakter til et nummer.

Og når Mr. Silla så præsenterer nummeret, "A Little Bit, Sometimes" på klingende dansk – En Lille Smule, Sommetider – kan man ikke lade være med at tænke, hvorfor islændingene lærer dansk i skolen og ikke omvendt. Med den kolossale indflydelse islandsk musik, kunst, film og litteratur har i øjeblikket, burde man måske i Danmark sætte islandsk på skemaet?
Velkominn á Danmörk, Múm! We love you!

Múm, Voxhall, d. 27/2-2008. Support: Hjaltalin og Borko

RootsZone (2008)