Being Mani Spinx

”Jeg lytter til sammenhængen mellem tekst, musik og person, og så kan man kalde det folk eller banan-måger eller regnvand, hvis man vil. Hvis det er godt, er det godt.”

I 2006 debuterede Mani Spinx med pladen ”Post Modern Panic Attack”, som fik anmelderne til at stå i kø for at overdynge silkeborgenseren med plusord. Med blot en akustisk guitar og Mani's karakteristiske stemme på åbneren ”Fuck” gav Mani et bud på, hvordan en postmoderne kunstner (hvad det så end vil sige) lader sig falde helt tilbage til en tidlig Bob Dylan and beyond.

Den akustiske folkede stil viderefører Mani Spinx på sin seneste udgivelse, EPen ”Papercuts” med numrene ”The Liar” og ”No God”.

En uendelig åre, der løber gennem historien
Med udgangspunkt i de akustiske numre på pladerne spørger jeg om hans forhold til folk- og roots-musikken.
”Jeg har altid hørt meget folk-musik. Jeg fik en følelse af tilhørsforhold i mødet med amerikansk og skandinavisk folk, ligesom jeg fik med blandt andet Mozart, rock, soul og hip hop. Folk-musikken er tekstmæssigt meget sand, og dens historier gør ondt, giver dig håb og løfter dig op. Lidelse og glæde, som livet er. I de sanges sandhed findes der en trøst og en accept af din eksistens som menneske i verden. Fordi andre har været der før er du ikke alene. Leadbelly's version af "Goodnight Irene" er en sang, der rummer en sådan evig følelse.”

Mani Spinx fortsætter:
”Jeg kan lide idéen om den uendelige åre der løber gennem historien. Det er som en forbindelse fra mig til den dybe fortid, og den løber frem og tilbage over århundreder i løbet af sekunder i en sang.

Jeg forsøger at nedskrive og udvikle de sange, der svæver rundt derude i en eller anden universel bevidsthed. Man kan stille ind på en frekvens og samle en sang op, der rammer en selv og andre, som en følelse i en melodi, nærmere end en melodi i en følelse.

Jeg synes, at spændingsfeltet mellem nu'et og fortiden er ufatteligt smukt, men de sange, der tillige rummer en følelse af fremtid, transcenderer idéer og teorier, og viser os noget større end os selv. En sådan sang behøver ikke et omkvæd og er ikke nødvendigvis et stort kommercielt hit.”

Den bizarre skønhed
Mani Spinx bevæger sig netop i spændingsfeltet mellem nutid og fremtid. Hans plader kan ses som rejser tilbage igennem de sidste 50 års musikhistorie. Der er ligeså meget Suede og David Bowie som der er Leadbelly og Dylan. ”Last Night In America” fra ”Post Modern Panic Attack” blev et semi-hit i Danmark og fandt også vej til playlists i USA. I det hele taget betyder USA og Amerika meget for Mani Spinx.

”USA er så enormt et fænomen, både i størrelse og betydning, at det ville være omsonst at kategorisere landet eller kulturen. Mange har forsøgt og mange forsøger stadig, men jeg mener nærmere, at det er kompleksiteten og den evige forandring, man kan interessere sig for.

Det er et land, hvis kulturelle historie er så mangefacetteret, dyb og uendeligt smuk, at jeg blot kan håbe på at forstå en brøkdel af den, inden den udvikler sig til nye former. Forskellighederne og rummeligheden møder fuldstændigt naturligt en hårdhed og arbejdslyst, der skaber et broget og alligevel fælles indtryk. Der findes en utrolig ikonografi i USA’s billeder, og landets brutale kampe har jo deres egen bizarre skønhed, samtidig med at de har betydet uendelige lidelser både inden for og uden for landets grænser. Der er håb og afmagt i det samme blik. Jeg tro,r at jeg kan lære meget af USA.... både i forhold til rigtigt såvel som forkert.”

Jeg nævner de gamle freak- og medicine-shows som et udtryk for denne ”bizarre skønhed.”

Mani Spinx griner:
”Jeg er i høj grad interesseret i enhver form for freak show, og USA leverer helt sikkert sin del. Freak- og medicine-shows er både fascinerende, dybt komiske og skræmmende. Jeg kan godt lide dobbelttydighed, masker og de gammeldags show, der var lige dele alvor og underholdning. Man finder stadig den slags i dag, men så skal man enten dybt ned i undergrunden eller opsøge religiøse sekter. Den sidste hopper jeg ikke på, så jeg nøjes med at se verden med mine egne øjne og finder også der en hvis forundring over det helt store nummer, livet er. Den politiske verden er vel det største big-time fupnummer, men dog knap så charmerende som manden, der har opfundet en eliksir til evigt liv og den skæggede dame.”

Welcome to the freakshow, baby!
Hvis man endelig skulle sætte en mærkat på Mani Spinx, kunne det være freak. Ganske simpelt og selvfølgelig i ordets allermest positive betydning. Viljen og behovet for træde ud af det normale og se det hele på afstand kendetegner både Mani Spinxs musik og hans personlige udtryk.

I videoen til ”Smoke A Flower” optræder han blandt som heavy-rocker, guru-hippie, hardliner business-mand, kebabsælger og hooligan. Der sker noget når de forskellige arketyper ændrer sangens kontekst.

”Måske er det i virkeligheden min musik, der sætter min frisure? Det eneste jeg ved er, at mennesker ofte har deres egne idéer om, hvordan de synes, andre skal se ud. Jeg ved ikke, hvor de forventninger kommer fra. Illusionen om at nogle mennesker klæder sig mere ud end andre bunder jo blot i, at så fascinerende mange ta'r identiske kostumer på hver dag.”

Gen-modificerede rødder
I øjeblikket er Mani Spinx i gang med at færdiggøre sit næste album. På producersiden får han hjælp fra Thomas Troelsen, Rune Westberg, Jacob Meyland og Pharfar. Det er de tunge drenge, men samtidig står de også for forskellige tilgange til musikken. På den måde vil de nok være med til at sikre bredden på den næste Mani Spinx-plade.

”Den nye plade er meget mere gammel, men samtidig langt mere moderne. Jeg tror ikke der er lavet sådan noget før, så jeg ved ikke hvad jeg skal kalde det... ”

Mani ser ud til at tænke sig grundigt om.
”... der er noget Plato og noget trombone. Spøgelser, Junkies, de falske guder og noget Muppet Show og helt sikkert nogle genplantede rødder,” griner han, ”måske lidt gen-modificerede.”

Så folkie'en Mani Spinx er tilbage på den nye plade?

”Jeg har arbejdet meget med at lave mine egne samples,” lyder det fra Mani Spinx og jeg tænker på om han har forstået spørgsmålet. Normalt sampler man jo fra gamle plader, men jeg er for tiden interesseret i ideen om at kreere mine egne "gamle" lyde eller hooks.”

Mani Spinx virker meget begejstret, så jeg lader ham fortsætte:

”Kald det en leg med illusionen om, hvad det vil sige at sample. jeg synes det er sjovt at indspille noget der lyder gammelt, men som er spritnyt, og så bruge det igen. Det er vel også en form for maskespil? Jeg bruger én Mani Spinx side, sammen med en anden Mani Spinx, i et illusionsnummer der leger, at det slet ikke er Mani Spinx.”

De mange ansigter
Jeg kommer til at tænke på filmen Being John Malkovitch. Being Mani Spinx. En masse idéer der skal prøves af, nyt land der skal betrædes. Det handler om at sende musikken hen til steder hvor den ikke har været før. Mani Spinx er en mand med mange ansigter. Eller masker.

Jeg forsøger igen, og spørger om vi kommer til at høre den folkede Mani Spinx på den nye plade?

”Folk-musikken er jo egentlig det første eksempel på sampling, idet mange, for eksempel Bob Dylan, sampler, stjæler, videreudvikler gamle sange, melodier og tekster. Dylan har jo gennem hele sin karriere indrømmet åbent, at han stjæler melodier og sætter dem sammen med andre.”

Det går op for mig hvor dumt mit spørgsmål egentlig var.

”Inden for folk-musikken har sampling faktisk altid været accepteret - ja end dog været forventet - hvor det i hip hop og populær musik har skabt mere røre. Dylan og Stones er jo klassiske eksempler på genbrug, lån, tyveri - afhængig af øjnene der ser - af gamle blues og folk ting. Al balladen kom selvfølgelig på grund af publishing og copyright og så videre, fra 60'erne og frem.”

Grænsebrydende mangfoldighed
Det giver ikke mening at forsøge at putte folk i kasser i 2008. Publikum er for kloge til at hoppe på den, og kunstnerne er for gode til at smutte ud af dem. Vi kan jo selvfølgelig forsegle kasserne med gaffa, grave dem dybt ned i jorden, men hva' nytte er det til? Mani Spinx er ikke folkie. Så ville han jo synge og spille akustisk guitar hele tiden – eller have den mandolin eller violin med som kan legitimere at rock og endda punk eller electronica kan være folkemusik.

Mani Spinx surfer rundt i et musikalsk univers der består af så mange udtryk at det vel næppe vil give mening at nævne alle de, der på et eller andet tidspunkt har inspireret ham. Tværtimod er stilen mangfoldighed. Ligesom så forskellige kunstnere som Beck og Devendra Banhart giver Mani pokker i alle gængse regler for hvordan man typisk skruer en plade sammen. Og det, i en tid hvor meget musik synes at blive mere og mere stilren.