Rasmus Dissing fortæller: ”Idéen opstod, da vi tre var på en lille turné uden Povl. Vi syntes, det var sjovt og dejligt at gøre det, fordi man fik lov at synge noget mere og ligesom selv havde ansvaret. Vi blev så enige om, at vi ville ud at spille noget mere uden Povl, og så ræsonnerede vi os frem til, at vi nok skulle lave en plade, før vi for alvor kunne komme til at få mange job.”

Jonas Dissing: ”Der blev skrevet flere sange, og selvom Povl synger nogle af dem, som Rasmus og Las skriver, så er der mange af de sange på den nye plade, som han ikke ville kunne synge. De er mere personlige eller skrevet ud fra en mand i vores alder. Det ville ikke lyde rigtigt eller på samme måde, hvis det kom ud fra en mand på 70 år.”

Respekten for faderen og mentoren er stor. I pressematerialet for ”Lige Præcis” sammenligner de Povl Dissing med Ronaldihno. Jeg spørger om hvad de tre kan uden Ronaldihno på holdet.

Jonas: ”Hva’ ka' vi? Altså... noget, der er markant anderledes, er jo hans stemme. Det er klart, at han er en kæmpe kapacitet. Vi har lært meget af ham og bliver ved med at lære. Men det her er noget andet. Der er lidt mere plads til os tre. På pladen var der mere plads til beatet. Der er plads til den rockede side. Der er blevet skruet lidt ned for den folkede side og lidt mere op for nogle andre ting.”

Ud af det dystre
”Lige Præcis” kommer relativ kort tid efter det meget roste album, ”Hjemløs”, hvor drengene sammen med Povl Dissing bevæger sig rundt i nogle lidt dystre og samfundskommenterende tekster. ”Jeg er fortabt, alt er forbandet” er blevet afløst af country-sange, hvor mandolin rimer på håbløse rim.

Det virker måske som om I er blevet mere positive. Hvad er der sket i mellemtiden?
Las Nissen: ”Vi har fået afløb for nogle af de ting på ”Hjemløs”. Nu har vi lige skrevet dén sang om dét og nu laver vi en ny plade, hvor vi ikke behøver at skrive en ny sang om det samme emne. Det er nogle andre ting, der lige presser sig på. Men vi havde også lyst til at lave en plade, der var mindre dyster. Vi var godt klar over at ”Hjemløs” var meget dyster, men det havde vi behov for at udtrykke på det tidspunkt.”

Rasmus fortsætter: ”Vi er ikke nogle specielt dystre personer sådan til dagligt. Det kom bare af sig selv, eller det lå i tiden hos os, at vi hver især uden at vi havde aftalt det kom med sådan nogle tekster. Så viste det sig, hov, der er da en tråd i det.”

Det er ikke sådan, at det er den ældre generation, der står for protesten?

Las: ”Nej, for vi har jo også skrevet nogle af sangene på ”Hjemløs”. Og så Povls kone, Pia Jacobæus, som også har skrevet nogle vigtige tekster. Men titelsangen på ”Hjemløs” har Rasmus skrevet og ”Nu Går Jeg Igen På Gaden” er også ret hardcore. Det var den tone, der var på den plade, og det skal vi ikke gøre om. Det lykkedes rigtigt godt på ”Hjemløs,” men nu er vi et andet sted, ikk?”

Inspiration fra The Band
Det virker som at I på ”Lige Præcis” i højere grad end på ”Hjemløs” lader jer inspirere af nogle amerikanske traditioner?

Jonas: ”Ja, vi har jo nogle store forbilleder i Dylan, Neil Young og The Band. Men det er jo ikke sådan, at vi siger, at nu skal vi lave et eller andet, der lyder sådan lidt Dylan-agtigt.”

Las: ”Det har også noget at gøre med måden, vi har lavet pladen på. Vi spillede live i studiet og spillede pladen ind på fem dage. Der er bare nogle ting, sådan rent produktionsmæssigt, der gør, at det kommer til at lyde som de gamle plader der. Hvis man stiller sig op med mundharpe, klaver, guitar, bas og trommer og spiller en sang, så kommer det altså ikke til at lyde som den nye Madonna-plade.”

Jonas: ”Jeg vil ikke sige, at det er dogme, men alle leadvokaler er spillet ind sammen med grundbåndet. Det har ikke været noget med, at man laver trommer og bas, så bliver der dubbet, og så bliver der lavet leadvokaler. Det er den der med at prøve at være fem mand om at skabe stemningen i det her nummer. Det synes vi lykkedes rigtigt godt.”

Live i studiet
På ”Lige Præcis” medvirker bassisten Nikolai Storr og trommeslageren Jesper Elnegaard.

Jonas fortsætter: ”Man kan mærke stofligheden, og at man reagerer på hinanden. Nogle af de gamle Stones-plader hvor Charlie Watts taber beatet og samler det op igen... man bliver lidt forskrækket... men det er fedt, for man kan mærke, at det lever. Det er sådan noget, vi godt selv kan lide, og som vi har dyrket lidt. Hvis der for eksempel var et omkvæd, som man godt kunne tænke sig at synge om, du ved, så det kan komme til at lyde rigtigt og sådan komme til at klinge rigtigt igennem, har de andre har sagt 'niks – det er altså i orden, som det er.'”

Rasmus: ”Erfaringen siger mig også, at det tit er de fejl, i citationstegn, man laver under en indspilning, som, når der er gået rigtigt lang tid, er de små ting, man holder allermest af på den plade, man har lavet. Det er ikke der, hvor det gik, lige som man havde tænkt sig.”

Så det er ikke fordi I er nærrige, at I kun har brugt fem dage i studiet?

Rasmus: ”Nej, det er fordi, vi godt kan lide at arbejde på den måde. Vi kan godt lide, at det har det umiddelbare udtryk, at folk ikke kender sangene alt for godt. At det er friskt for os alle sammen.”

Jonas: ”Det er ligesom The Basement Tapes. De er også friske.”

Er det den lyd I har søgt lidt?

Rasmus: ”Vi søgte det friske, det umiddelbare og det levende.”

Las: ”Det er også lidt en balance. Hvis vi gerne vil lave en plade, der lyder som The Basement Tapes, så bliver den aldrig nogensinde spillet nogen steder i Danmark. Selv P4 vil gerne have, at det lyder lidt poppet. Vi skal jo også selv synes, at det lyder godt. Men det var noget med at lave en lidt rå plade, hvor fejlene får lov til at stå, som de er. Samtidig skal det også være lidt checket, for at folk kan holde ud at høre på det.”

Jonas: ”Det er heller ikke noget med, at vi sidder og prøver at fumle i det med vilje.”

Er der plads til os uden den gamle?
The Basement Tapes kom til verden i kælderen af Big Pink, hvor Bob Dylan og de, der senere blev til The Band, brugte efteråret 1967 på at indspille en masse sange – sådan mest for sjov. Det blev blandt andet til klassikeren, ”I Shall Be Released”, som The Band lancerede på deres debut-album, ”Music from Big Pink.” Dissing, Dissing, Las og Dissing tog sangen til sig, og den er blevet en fast bestanddel af kvartettens repertoire.

I det hele taget er der mange ting fra The Band, der går igen i Dissing og Las. Det handler ikke så meget om musikken, men mere forholdet til den. Ærbødigheden, umiddelbarheden, ærligheden, kærligheden og ydmygheden. Og så er der harmonierne og det faktum, at Las med sin hat måske ligner lidt en ung Rick Danko. Ligesom The Band i sin tid trådte ud af Bob Dylans skygge, skal Jonas, Rasmus og Las også til at stå på egne ben.

Er I ikke lidt bange for, at I ikke får den samme opmærksomhed uden Povl Dissing?

Rasmus: ”Det ved vi på forhånd, at vi ikke får. Det er klart, når man har sådan en spiller på holdet som er über-kendt, som der helt naturligt kommer en masse opmærksomhed omkring. Det har vi vidst fra starten. Men det er heller ikke det, det skal komme an på. Vi vil gerne kaste en line ud i vandet for at se, om der ikke kunne være plads til os uden den gamle.”

Jonas: ”Hvis vi skulle regne med at nå det samme anerkendelse, ville det virkeligt være at skyde sig selv i foden. Det kan ikke være det, som er formålet med det. Han er meget unik i dansk musikhistorie, og det ville være kvælende for al kreativitet at have det som mål.”

Hvad har I tre så givet tilbage til Povl?

Rasmus: ”Vi er med til at holde ham ung og holde ham til ilden, for han har nok at se til. Han bliver rigeligt udfordret, når han spiller med os, og det holder ham skarp, tror jeg.”

I stiller krav?

Rasmus: ”Ja ja, og det er jo os, der kommer med sangene, som han først skal lære og sådan noget.”

Jonas: ”Plus at vi introducerer meget nyt musik for ham. Han er ikke meget søgende i forhold til at høre musikken. Og når vi kommer med iPoden på hotelværelset eller i tur-bussen og siger, nu skal du høre her... prøv at checke Gillian Welsh ud eller prøv at høre det her reggae. Han bliver introduceret til alle mulige genrer. Vi har spillet musik for ham i femten år.”

På scenen har det altid været Povl Dissing, der var i centrum. Det er hans lange og til tider lidt vilde beretninger, der binder numrene sammen. Om aftenen spiller Dissing, Dissing, Las og Dissing på Skråen. Jonas og Rasmus smiler overbærende, når Povl går i gang med historier om, hvordan han med sin nye mobil-telefon kunne trykke på en knap og se på telefonen hvad de andre lavede, mens Las nærmest indigneret og chokeret udbryder: ”Det passer ikke!” Det er, som om rollerne er fordelt, og at de hver især føler sig trygge i disse roller. Men hvad så, når Povl Dissing lige pludselig ikke er der til at styre slagets gang?

Rasmus: ”Så har vi gjort det sådan, at vi introducerer hver især vores egne numre, når vi selv skal synge. Vi har spillet professionelt i så mange år, men alligevel siddet på bagsædet på én eller anden måde, fordi Povl har taget sig af al kommunikationen mellem sangene. Så det er både en lille smule angstprovokerende men også rigtigt sjovt, fordi man kan mærke, når noget går godt, og noget ikke går så godt. Man får tunet sig ind på, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Vi kan jo ikke kopiere hans stil. Han har sin helt egen måde at gøre det på, og hvis vi siger, den køber vi, så ville det virke komplet latterligt, for sådan er vi ikke.”

Las: ”Hvis man skal synge en sang, og man siger hvad det er for en sang, og hvad den handler om, så kan man lige så godt lade være med at synge sangen. Eller også skal man skrive en anden sang, som er tydelig nok. Men hvis man har skrevet et sang med lidt poesi i, hvor folk har valgmuligheder for hvad de vil lægge i den, så skal man også introducere den på en måde, så folk har den frihed.”

Dissing & Las på DK4
Der er gået nogle uger siden Stygge Krumpen og Skåen. Det er blevet den 28. april, og Dissing og Las spiller i DK4s studie i Århus. De skal optages til fjernsynet. Den unge producer siger til det forventningsfulde publikum, at bandet er klar, ligeså snart hun har puttet make-up på den sidste. Publikum fniser en smule og tænker måske på KISS eller Ziggy Stardust.

Kort efter kommer bandet på scenen. Nikolai Storr spiller bas og Jesper Elnegaard trommer. Rasmus sidder ved klaveret i et flot jakkesæt. Las tager sin guitar. Man kan ikke umiddelbart se at der skulle være eye-liner under hatten. Jonas byder os velkommen og kigger over på produceren, der med enorme høretelefoner forinden har forklaret, hvordan hun vil tælle ned fra otte.

De starter på ”Forår.” Det er kun en prøve, og der bliver ikke optaget noget. Bagefter starter det så rigtigt. De spiller det samme nummer igen. I løbet af aftenen spiller Dissing og Las de fleste af numrene på ”Lige Præcis.”

Temperaturen i studiet nærmer sig den varme side af 30 grader, og efter tre kvarter kommer der en lille pause, så bandet kan få rettet på sminken. ”Ha! Som om vi har make-up på!” Las forsøger at berolige os, men sådan er det, når man skal i fjernsynet. Man skal sminkes. Musikken er ikke sminket.

Det bliver ikke til ”I Shall Be Released.” I stedet giver de sig i kast med CV Jørgensen. ”Hvad mere er der egentlig at sige?”

Se flere billeder fra Dissing, Dissing, Las og Dissing's koncert på Skråen på www.myspace.com/rootszonemagazine