CD: Crosby Loggins and The Light: "We All Go Home"

15.03.08. Af

Søren Jensen Lund

Cd: Crosby Loggins & The Light: We All Go Home"

Ligegyldig bilradio-pop fra amerikanske Kenny Loggins Junior.

"We All Go Home" er ukantet og ufarligt popmusik med americana-undertoner. En lettere blueset violin går igen på alle numrene. Der er sådan lidt Scarlet Riviera over det – altså hende der spillede violin på Dylans "Desire" og i øvrigt var med på The Rolling Thunder Revue-turneen i 75-76.

Dog skal den direkte inspiration nok i højere grad tillægges Dave Matthews Band. Jeg har altid fundet Dave Matthews temmelig poleret og i store træk kedelig, lige med undtagelse af hans geniale samarbejde med Tim Reynolds. At høre en endnu mere glatbarberet udgave af Dave Matthews er bestemt ikke optimalt.

Crosby Loggins kan sammenlignes lidt med et stykke tyggegummi man har haft i munden i halvanden time og egentlig havde glemt alt om. Når man så bliver opmærksom på det, er der ingen smag tilbage og man skynder sig at spytte det ud. På samme måde er der numre på pladen man kan høre 27 gange, mens man kører i bil uden overhovedet at lægge mærke til musikken. Når man så for 28. gang hører nummeret, synes man, at der er et eller andet, man har hørt før og skynder sig at skifte kanal.

Hvis man skal sige noget positivt, må det være, at musikken er så afpudset og intetsigende, at det simpelthen er umuligt at få nogen af sangene på hjernen. Hvis man skulle være interesseret i god få-på-hjernen-køre-pop-musik, vil jeg i stedet anbefale Robbie Williams i almindelighed og nummeret "Sexed Up" i særdeleshed.

Crosby Loggins er søn af Kenny Loggins, der hittede i firserne med titelsangen til filmen "Footloose", og som er kendt for sit makkerskab i 70'erne med Jim Messina i duoen Loggins & Messina.

0 kommentarer: