Live: Bob Dylan: Forudsigelighed og stjernestunder

Ja, den er god nok. 770 kroner for en billet!

Med en billetpris på 770 kroner må man efterhånden spørge sig selv om Bob Dylan er det værd? Det er desuden mig en kilde til forvirring, at der er folk, som har betalt de 770 kroner og så bare står og snakker det meste af koncerten uden egentlig at tage notits af, at der sker noget på scenen.

Koncerten og sætlisten var i store træk den samme som den i Herning for cirka et år siden. Det var både godt og skidt. Det var godt, fordi de numre der gik igen, typisk sangene fra det seneste album, ”Modern Times”, er kommet godt ind under huden på Bob og bandet. "Spirit on the Water", "Beyond the Horizon", "When the Deal goes Down" og "Workingman's Blues #2" blev fremført perfekt og det samme gjaldt de mere bluesede kompositioner som "Rollin' and Tumblin'", "Summer Days", "Thunder on the Mountain" og "The Levee's Gonna Break".
Disse numre har mere eller mindre været faste det sidste års tid.

At der ikke er den store variation i sætlisten er derimod skidt af den årsag, at uforudsigelighed har været Bob Dylans kendetegn siden tidernes morgen. Han har altid spillet de numre, han har haft lyst til. Det er hele idéen med The Neverending Tour. Det er ikke meningen, af Dylan ved sine koncerter skal promovere sit seneste album, men derimod give nye versioner af sangene fra sit kolossale bagkatalog krydret med enkelte nye numre. I dylanologien hedder det, at han fortolker sig selv.

Nu lyder jeg måske som en gammel mand, der bare vil høre de gamle numre, som jeg kender og ellers lukker øjne og øren for det nye. For det første kender jeg udmærket numrene på "Modern Times". Det er ikke verdens bedste Dylan-plade, men bestemt heller ikke den værste. For det andet bliver de gamle numre hele tiden til nye numre, da han, som jeg nævnte før, nyfortolker dem. Netop her er der mange der går i baglås. De vil gerne have at "Stuck Inside of Mobile With The Memphis Blues Again" lyder som den gør på "Blonde on Blonde" eller i det mindste som den gør på "Hard Rain". Men sådan er det ikke! Man tager ikke til koncert med Bob Dylan for at skråle med på oldies and goldies, men derimod for at få unikke og opdaterede udgaver af sangene.

Og det fik vi i Odense. "Positively 4th Street" var nærmest uigenkendelig. Sangen, der er en reaktion på en person der, på nudansk, har taget røven på den unge Dylan, indeholder vanvittig meget vrede og bitterhed. I gennem tiderne har Dylan da også spillet på hele følelsesregistret når han har fremført sangen live. Der er de vrede og rasende versioner, der er de skuffede og sørgmodige versioner og de sarkastiske og bitre versioner. I Odense virkede det lidt som om Bob var kommet videre og så det hele lidt på afstand. Ligegyldighed? Måske ikke, men der manglede bid.

Lad os lægge låg på historien om den kedelige og forudsigelige Bob Dylan ved lige at nævne den tamme version af "Like A Rolling Stone", der var det sidste ekstra-nummer. Faktisk var jeg ret glad for at det blev "Like A Rolling Stone" frem for "Blowin' In the Wind", der var ekstra nummer. Jeg synes ikke, at "Blowin' In the Wind" var så fantastisk i Herning, men jeg må så sige, at den trods alt var bedre end den livløse "Like A Rolling Stone" vi fik i Odense.

Og her er det så, jeg kaster mig i gruset og totalt overgiver mig til mesteren, kongen, verdensstjernen og koryfæet. Så kan man jo selv vurdere, om Dylan er 770 kroner værd.
"Tears of Rage" var en kæmpe overraskelse. Det er et af de mere sjældne numre på Dylans sætliste. Der var så meget indlevelse og bandet spillede afdæmpet og smukt. Dylan messede sig igennem sangen, og selvom det måske var de færreste der kendte (eller genkendte) sangen, var det et af højdepunkterne ved koncerten.

"It's Alright Ma" var vred og lige i skabet. ”Even the president of the United States sometimes have to stand naked.” Den evigt aktuelle sang fik måske ekstra næring af det faktum, at det for tiden, og lidt endnu, er George W. Bush der er denne præsident, og at han unægtelig indimellem står ret nøgen. Bob Dylan er ikke eksplicit politisk og har ikke som sådan været det siden starten af 1960'erne, men "It's Alright Ma" kan ikke undgå at være en kommentar til samfundet. Underfundig og hårdtslående. Storrockende, poetisk og genial.

Bob Dylan har evnen til at vælge sine musikere med omhu og presse alt ud af dem. Det band, som er en del af The Neverending Tour i disse år, står som et af de mest rockede. Bassisten Tony Garnier har været med fra starten og virker som den faste støtte som de andre læner sig op ad. Donnie Herron's steel-guitar giver især de rolige numre en ny dimension. Det leder tankerne hen på de fremragende koncerter i midt-halvfemserne med Bucky Baxter. Steel-guitar har altid klædt Dylans sange utrolig godt. Bob Dylan havde i Odense lagt guitaren fra sig og spillede udelukkende på orgel og selvfølgelig den obligatoriske mundharpesolo i ny og næ.
Orglet passer perfekt til Dylan. Hvor hans guitarspil, og især soloerne, til tider kunne ødelægge det meste af en koncert, virker hans ret simple orgelspil langt bedre. Og hvorfor også spille guitar-soloer når man har en mand som Denny Freeman? Freeman var det absolutte højdepunkt. Hans soloer var intelligente, og det lykkedes ham gang på gang at træde ud af de lidt snævre bluesrammer.

Især på "All Along The Watchtower", trådte bandet og ikke mindst Freeman i karakter. Han pløjede igennem lækre, rockede riffs og spillede soloer der måske ikke var Hendrix'ske, men som gav sangen liv. Med "All Along The Watchtower" nærmede Bob Dylan og band sig den ultimative Bob-experience.

Bob Dylan, Arena Fyn, Odense, 28. maj 2008.

Setlisten:

1. Tweedle Dee & Tweedle Dum
2. It Ain't Me, Babe
3. Rollin' And Tumblin'
4. Tears Of Rage
5. High Water (For Charlie Patton)
6. Spirit On The Water
7. Positively 4th Street
8. The Levee's Gonna Break
9. Workingman's Blues #2
10. Stuck Inside Of Mobile With The Memphis Blues Again
11. Beyond The Horizon
12. It's Alright, Ma (I'm Only Bleeding)
13. When The Deal Goes Down
14. Summer Days
15. All Along The Watchtower
16. Thunder On The Mountain (ekstranummer)
17. Like A Rolling Stone (ekstranummer)