Oprindeligt er hun fra en lille by udenfor Aalborg, som hun ikke ville nævne, da der ligger en galeanstalt der. Hun flyttede til Århus, og tog siden springet til København.

Annika Aakjær instisterer på at være sig selv. Hendes sange handler om de løftede pegefingre, og virker nærmest som et hævntogt på de smarte og smukke piger, den bedrevidende gymnasielærer og i det hele taget på alle de folk, der forlanger og forventer noget af hende.

”Jeg er så heldig, at mine forældre ikke er blevet til noget. Det er nemt at leve op til,” sagde Annika Aakjær fra scenen på SPOT. Stik imod formaninger fra diverse Venstre-undervisningsministre holder hun sabbatår på sjette år. Lad os kalde det girl-power. Altså den der slags girl-power der kommer fra Pippi Langstrømpe i højere grad end fra Spice Girls. Og så ligner hun faktisk lidt vores allesammens Pippi. Med knaldrødt hår og tusindvis af farver i hendes tøj. Sådan lidt naiv, men målrettet, og så er jeg ret sikker på, at hun sagtens kunne løfte en hest.

I hvert fald sætter hun sin tidligere gymnasielærer grundigt på plads i sangen ”Utilfreds i en Alder af 55”. Hans liv er så tragisk, at han i en alder af 55 bestiller sit gravsted. Det er girl-power, der gør op med autoriterne og det normale. Normaliseringerne. Det er altsammen pakket ind i en spidsfindig humor, der minder temmelig meget om Allan Olsen og Niels Hausgaard. Lange introduktioner fra scenen, der fik folk i Rytmisk Sal i Musikhuset til nærmest at falde sammen af grin.

For eksempel ville hun gerne skrive en sang om kærlighed, men hun havde svært ved at relatere til det. I stedet har hun skrevet en sang om et toilet, da det burde være noget, alle har et forhold til. ”Så må de med stomi prøve at sætte sig ind i, hvordan det er,” lød introduktionen til ”Drømmenes Toilet”.

Med debuten, ”Lille Filantrop”, har Danmark fået en sangskriver med masser af power. Meningsfulde tekster pakket ind i smukke og ofte befriende poppede melodier. Der er helt bestemt P3-potentiale, og hvilket som helst nummer fra ”Lille Filantrop”, der vil blive spillet på P3, vil være det bedste nummer, der bliver spillet den dag.

På titelnummeret får Annika Aakjær hjælp af rapperen Per Vers. Han rapper om alle de, der hele tiden taler om, at man skal have rundsave på albuerne, se at vokse op og indse, at livet ikke er lutter lagkage. Ja, her kommer igen kære, gamle (eller unge) P3 ind i billedet. Ironisk nok havde man på fornem vis mixed Per Vers ud af radio-versionen. Dette blev også kommenteret af Annika Aakjær fra scenen. Hvis ikke P3 ville spille pladen, kunne hun jo lige så godt have ladet være med at lave den.

Nej, selvfølgelig ikke. ”Lille Filantrop” er det suverænt stærkeste danske singer-songwriter-udspil i mange år. Teksterne er lige i skabet. Det ene sekund bliver man fanget i en dyb følelse af sentimentalitet over en hævngerrig barbiedukke! I det næste sekund får man latterkramper af pigen, som for at holde på sin kæreste, lader som om, hun er gravid, voldæder for at blive tyk, for til sidst, alligevel, at blive forladt, da hun glemmer at skylle en tampon ud i toilettet.

Alene det, at synge om brugte tamponer i disse pretty-face, be sexy-tider, må kræve mod. Men Annika Aakjær spidder babe-generationen, og rister dem langsomt, mens hun nyder synet.

Med sig på scenen på SPOT havde hun Henrik Marstal, som i øvrigt også har produceret ”Lille Filantrop”. Det meste af tiden spillede han autoharpe, men også en lidt tilfældig cello kom på banen. Der var dog mest tale om at file løs og skabe en god disharmonisk kontrast til Annika Aakjærs rene stemme og Kasper Rasmussens klokkespil.